Kendtes karriere - Jakob Piil - Professionel cykelrytter


Kendtes karriere

Jakob Piil - Professionel cykelrytter

Af Else Fergo, Jobindex

Jacob Piil er 35 år og i færd med at åbne et nyt kapitel af sit liv. Vi kender ham fra professionel cykelsport, og vi genkender hans lyse hår og smilende, solbrændte ansigt. Han har boet i udlandet i 12 år - de seneste 6 af dem i Spanien - men nu er han i gang med at flytte hjem til Danmark efter endt cykelkarriere. Det var en slutning, der fik sin dramatiske begyndelse for tre år siden.

Ofre, kampe og overvindelser oplever alle. Det er derfor, vi kan relatere til de kendtes karriere, og indleve os i deres historie. Deres valg, og fravalg, spejler vores egen tvivl og dedikation og når rockstjernen løbende må genopfinde sig selv, for at holde sig på toppen, minder det om forretningsmanden, der igen og igen må udvikle sine kompetencer, for at sikre virksomheden succes. Når boksestjernen brænder ud i ringen, og medierne finder en ny at bejle til, genkender man måske den udbrændte medarbejder, der gradvist skubbes ud, til fordel for en energisk, ny kollega. Og hvis man ikke kigger på de kendtes skæbner, og ser sin egen refleksion, så ser man måske drømmen: Hvad nu HVIS.. jeg var blevet skuespiller. Og skuespillerens historie forvandles til den, der kunne have været ens egen.

Begyndelsen til enden
Det er en oktober dag i 2005. Jakob Piil er på toppen af sin karriere, og har fuld fart på cyklen. På et tidspunkt vil han overhale en bil, men da han er parallelt med den, trækker chaufføren pludseligt ud til siden, og tvinger Jakob af kørebanen. Han ryger ud i en togbane, og styrter på granitstenene der ligger spredt overalt. Det er ikke smerte, men vrede han mærker. Han er styrtet, men bilisten har aldrig opdaget ham. Adrenalinen pumper godt rundt, for på trods af ulykken går han selv op i ambulancen.
På hospitalet skal han flyttes over på en ny båre, men da personalet løfter ham, ligger der en pøl af blod. Ved hans hofte er der to store sår, hvor stenene har boret sig ind. Det viser sig, at hoften er brækket, og efter dét bliver tingene aldrig de samme igen. Jakob får 6 livsvarige skruer i hoften, men skaderne slipper ikke sit tag; der er problemer med følesansen, og smerter hvor nervebanerne er blevet beskadiget. Sidste år bliver han så opereret for dårligt knæ, og kort efter træffer han beslutningen om, endegyldigt at stoppe karrieren som professionel.

"Cykelsport er en farlig sport, for styrt kan ikke undgås i det lange løb, og når de kommer, er man aldrig særlig godt beskyttet." Fortæller Jakob "Det er vilkår man må være bevidst om, men jeg er glad for, at jeg nåede at køre de år jeg fik, og da jeg stoppede, havde jeg egentlig også alderen til det. Måske var der et år, eller to, mere i mig - så havde det også været slut" erkender han.

Men sporten er ikke noget man slipper fra den ene dag til den anden: "Selvom det er et halvt år siden jeg stoppede, har jeg det stadig sådan, at har jeg en time fri, så tager jeg ud og cykler i den time. fortæller Jakob. - Jeg er jo vant til det, og jeg kan ikke undvære den friske luft. Det er ikke selve træningen - for jeg har trænet hårdt i 25 år, så det gider jeg ikke mere - men jeg kan ikke undvære den friske luft, og muligheden for at brænde noget krudt af."

Han har købt en lejlighed på Islands Brygge, så det er mest Amager der bliver cyklet tyndt, medmindre han har lyst til en længere rute, og tager op nord på. På de lange strækninger kan man forestille sig, at der bliver tid til at tænke tilbage på, hvordan det hele startede.

Uddannet plastmager
Som barn drømte Jakob om at arbejde i en bank, men en alt for tidlig skolestart og efterfølgende boglige problemer, resulterede i karakterer der ikke understøttede ambitionerne. I stedet gik han håndværkervejen og uddannede sig til plastmager, som mere eller mindre var det eneste sted han kunne få en læreplads. Allerede under uddannelsen indså han, at det ikke var dét, han inderst inde ville. Drømmen var, at køre cykelløb. Uddannelsen blev færdiggjort, men han mener ikke selv, at han nogensinde kommer til at bruge den til noget.

Han nåede dog at arbejde med faget, ganske kort, inden han valgte at gå arbejdsløs i 3 - 4 år, hvor han fokuserede på at træne sig op i cykelløb. "Cyklingen var ligesom at tage en ny uddannelse, bare betalt af en selv" husker han. Også som amatør-rytter må man træne hårdt, og disciplineret, hver eneste dag, og selv i den korte periode hvor han havde fuldtidsarbejde, trænede han stadig 20 timer om ugen, efter arbejde. Der var ikke tid til noget andet end cykling, søvn og arbejde. De fleste professionelle cykelryttere får ingen anden uddannelse, end den de selv knokler sig til på de to hjul.

Egocentreret sport
Professionel sport er en dyr satsning, omregnet i tid og engagement, og betalingen skal hentes fra ens andre konti. "Der er ingen tvivl om at cykelsport har taget meget af min ungdom. Jeg har lidt kæmpe afsavn på familie og venner, men jeg fortryder ikke noget. Det har været det hele værd" siger Jakob eftertænksomt: "Cykelløb er en meget egocentreret sport. Man skal gøre det 100 % og kun tænke på sig selv. Du skal være klar til at tilsidesætte din familie, din kæreste - du skal være parat til at tilsidesætte ALT, hvis du vil nå langt.
Du tager måske ud og cykler i 6 timer, og når du kommer hjem, vil din kæreste gerne hygge, eller gå tur, men det har du bare ikke energi til. Så hun må gå alene. Man giver afkald på alle de der ting" fortæller Jakob, som har haft kærester, men forholdene er altid gået i stykker.

Heller ikke smukke kvinder med hang til sportsstjerner har det let, hvis de vil fange en professionel cykelrytters opmærksomhed. "Forestil dig at du lige har cyklet i 7 timer, du har afsluttet en bjergetape i Tour de France og du er helt færdig. Står der en smuk pige, så lægger du simpelthen ikke mærke til det" griner Jakob. "Det eneste det gælder om, er at kæmpe sig op i bussen, falde om, og få hvilet så meget som muligt inden du skal være klar igen til 5 timers cykling næste dag".

Turen til smertegrænsen
At prøve kræfter med karrieren som professionel cykelrytter er, at tage en rute med mange bump især i starten. "Jeg tjente ikke rigtig noget, så jeg tærede meget på min opsparing, for at få tingene til at hænge sammen" fortæller Jakob. "Jeg håbede hele tiden på at nå det punkt, hvor det måske ville vende, og jeg kunne begynde at tjene lidt penge." Det nåede næsten til smertegrænsen, hvor Jakob overvejede at stoppe og tage et almindeligt arbejde, men - helt tilfældigt - blev han anbefalet, af en bekendt, til et cykelløb i Belgien, og derfra rullede karrieren.

At det i så høj grad var et tilfælde, at sportskarrieren lykkedes, bringer alternativerne tættere på, især nu hvor der skal skiftes spor. Jakob overvejer at sætte sig tilbage på skolebænken for at læse noget økonomi, men samtidig erkender han, at det er en stor udfordring at gå fra dynamisk dagligdag med 40 km i timen og blæst i håret, til mussestille ved skrivebordet med tungt indeklima. Han frygter at der stadig er "Lidt for meget krudt i røven" til at omplante den fra cykelsædet til kontorstolen.

"Jeg har opnået alt hvad jeg har drømt om i løbet af min karriere" konkluderer Jakob, hvis eneste ærgelse er, at han ikke tog det mere seriøst i starten. Seriøsiteten kom med årene og modenheden, og erstattede den afslappethed der, i det store perspektiv, kostede ham et par længder i den professionelle liga.

Nu har han, for første gang i sit liv, fået mere tid mellem hænderne, og bl.a. en mulighed for at planlægge det spanske sprogkursus, der aldrig blev tid til, i de 6 år han boede i Spanien.

Nyt kapitel - ny karriere
Hver sommer har Jakob en fast cykel-uge på La Santa Sport, så event- og program tilrettelæggelse er ikke helt fremmed for ham. Det er meget relevante kompetencer at have, i forhold til hans nye karriereplaner. Jakob har opstartet en event-virksomhed, sammen med cykelstjernekollegaen Jens Veggerby. Sammen vil de lave cykelevents for virksomheder, og derfra bygge mere på hen ad vejen.
Han har også været kommentator for Eurosport, i foråret, og skal kommentere mere når OL begynder. Ideelt set ønsker han en karriere sammensat af begge elementer: sportskommentator og eventmager. Når huset i Spanien er blevet solgt, er det planen at der bliver mere tid til at realisere drømmen.

Det kan godt være at ofrene har været store for at tilkæmpe sig en plads i professionel cykelsport, men Jakob Piil har opdyrket, og bevist, nogle egenskaber der er uvurderlige i erhvervslivet: målrettethed, selvdisciplin, fighterånd, beslutsomhed og viljestyrke. Sandsynligheden taler for, at uanset hvilket projekt han kaster sig over, kan han klare det lange seje træk, og besidde udholdenheden til at nå i mål. Det har han gjort mange gange før, og det er dét der har gjort ham kendt.