Jobindex Kvindebasen


Flest kvinder med høje ambitioner

En ny undersøgelse viser, at 52 procent af danske kvinder beskriver sig selv som "meget ambitiøse." Det tilsvarende tal for mænd er blot 49 procent. Alligevel er der kun halvt så mange kvinder som mænd, som drømmer om at blive ledere.

Mere end hver anden kvinde beskriver sig selv som .meget ambitiøs. på jobbet. Men ambitionerne går typisk ikke i retning af en lederstilling. Det viser en ny undersøgelse gennemført i samarbejde mellem IFKA - Institut for Konjunktur-Analyse og Powerkvinderne.dk.

Kun 23 procent af danske kvinder har ambitioner om at blive ledere, mens tallet for mænd er helt oppe på 43 procent.

Benja Stig Fagerland, der er direktør for virksomheden Talent Tuning og medlem af Powerkvindernes advisory board er ikke overrasket over tallene. Hun har i mange år arbejdet med kvinder og ledelse i internationale erhvervsfora og er ekspert i Womenomics . sammenhængen mellem kvinder, marked og økonomi. "Mange kvinder har en utroligt høj faglig stolthed. Men de høje ambitioner går i retning af at udmærke sig inden for sit fagområde og ikke nødvendigvis i rollen som leder. Kompetente kvinder må ofte overtales til at tage lederrollen."

Alligevel glæder Benja Stig Fagerland sig over de nye tal, som dokumenterer, at vi godt kan vinke farvel til klicheen om, at kvinders ambitioner ikke står mål med mændenes:

"Vi har utroligt mange topmotiverede og kvalificerede kvinder i Danmark, som brænder for at gøre en forskel. Men for mange er lederjobbet i dag ikke attraktivt nok. Mange kvinder har en dybere agenda, som hedder: Hvad vil jeg med mit liv? Hvad brænder jeg for? Og hvordan skaber jeg balance mellem job og familie?"

Det er samtidig Benja Stig Fagerlands erfaring, at mange kvinder stadig føler sig afskrækkede fra rollen som leder og har svært ved at se sig selv i chefstolen:

"Lederjobbet er traditionelt set et mandejob, hvor succeskriterierne er magt og status. Det er der ganske enkelt ikke så mange kvinder, som finder attraktivt. Derfor skal vi redefinere lederjobbet, så vi fremover kan tiltrække flere kvinder. Undersøgelser dokumenterer, at antallet af kvinder i en virksomheds ledelse har stor betydning for den økonomiske stabilitet."

Som eksempel nævner Benja Stig Fagerland, at man lige nu på Island ansætter kvinder i stor stil i banksektoren. Det sker i direkte forlængelse af den islandske bankverdens økonomiske sammenbrud. Kvinderne bliver ganske enkelt ansat til at rydde op efter uduelige mandlige ledere.

"Finanskrisen kan medføre en kulturrevolution i virksomhederne, som fremover favoriserer kvindelige ledere", fastslår Benja Stig Fagerland.

For yderligere information kontakt venligst:
Benja Stig Fagerland, adm. direktør i www.TalentTuning.dk, medlem af Powerkvindernes advisory board og tilknyttet Instituttet for Fremtidsforskning. Medforfatter til bogen "Womenomics - den nye verdensøkonomi", som udkommer på Gyldendals forlag sidst på året. Benja er desuden bidragsyder til en række bøger om ledelse, bestyrelsesarbejde og netværk, til Nordisk Ministerråds Årsbog (2007) og Succespunktet - hemmeligheden bag kvinders succes (2008).
Mail: Benja@talenttuning.dk, Telefon +47 90 9556 20

Institut for Konjunktur-Analyse er et privat og uafhængigt analyseinstitut, der siden 1983 har arbejdet med politiske og økonomiske analyser, markedsanalyser, prognoser, kundetilfredshedsanalyser, evalueringer og uddannelsesanalyser. www.ifka.dk

Powerkvinderne er bureauet for kvinder, der vil mere. Vi har det som erklæret mål at styrke kvinders personlige power, gennemslagskraft og tro på sig selv. www.powerkvinderne.dk.