Anne Skare Nielsen - Fremtidsforsker og direktør i Future Navigator
Anne Skare Nielsen - Fremtidsforsker og direktør i Future Navigator
Anne Skare Nielsen (1971) er udannet cand. scient. pol. og Bsc. i biologi på Københavns Universitet. Hun er i dag partner i innovations- og futurist firmaet Future Navigator. Anne er tidl. medlem af Etisk Råd, Videnskabsministeriets IKT-forum og Dansk Design Centers Designmatters Advisory Board, The Global Future Forum, Folk og Forsvars advisory Board, gæsteforelæser på IESE Business School i Barcelona og sidder i Bestyrelsen for Rosengårdcentret i Odense.
Hvordan går man fra at være biolog til at blive fremtidsforsker?
Jeg arbejdede i nogle år med miljøpolitik (de fleste biologer ved jo ikke noget om politik, og de fleste politikere intet om biologi), men det var simpelthen så kedeligt og konservativt: En dag faldt jeg over dørtrinnet ind til Instituttet for Fremtidsforskning. Der var jeg i fire år, og havde et fantastisk arbejde, hvor jeg virkeligt fik plads at bevæge mig på. Liselotte Lyngsø var på det tidspunkt forskningschef med ansvar for de internationale kunder; jeg sad med de danske. Vi skabte et rigtigt godt netværk af kunder, og fik fra dem masser af input til nye projekter og ydelser. En dag gik vi op til vores chef med hjerterne fulde af forslag. Han sagde "nej", vi sagde "nå" og så startede vi for os selv. Det er faktisk den mest almindelige måde virksomheder starter på; ved at medarbejderne går op til chefen med et forslag, og bliver afvist.
Hvilke områder beskæftiger I jer med i Future Navigator?
Jeg er meget utålmodig overfor chefer, der ikke vil træffe beslutninger og HR-kvinder der tror de er ansat til at bage kager. Jeg oplever at folk synes det er befriende, når fremtiden kommer - "tænk at få lov til at arbejde med det vi burde lave, at komme på forkant med udviklingen, at fokusere på det, der bliver allervigtigst og komme af med de ting der hæmmer og forstyrrer os". Endemålet er, at skabe en arbejdsplads, der får det bedste og ikke det meste ud af folk. Et sted hvor ledelse handler om at være lydhør, visionær og tilstede, og hvor man laver ting, der faktisk gør andre menneskers liv bedre. I et norsk energiselskab sad de engang og græd, fordi de havde for mange penge og for få problemer. De savnede en brændende platform. Vi hjalp dem med at lave en 100 års plan og pludseligt drejede snakken om, at give noget videre til de næste generationer. Fremtidsforskning kan virkeligt få virksomhederne til at rykke. Aktionærerne kvitterede i øvrigt med at sende deres kurs 1,6 mia. i vejret. At kunne visualisere og levendegøre succesen er vigtigt. Nogle af huskereglerne er, at man ikke skal lave det samme som alle andre; det skal være noget man skal kunne være stolt af, noget som har en positiv effekt på samfundet - og samtidig noget man skal tjene penge på. Så sætter vi fokus på, om organisationen overhovedet har en struktur, der kan tackle sådan en strategi. Hvis ikke, hjælper vi med, at formulere pilotprojekter, der kan ændre på organisationsstrukturen, så den understøtter fremtidsstrategien. Man kan have en masse tanker og drømme, men hvis ikke man passer på suger "systemet" al energien ud af dem.
Der var en HR chef, som for nyligt sagde til mig: "Corporate culture eats
strategy for breakfast".
Hvad vil det sige, at være leder?
Ledere tror ofte selv at de skal være perfekte, men det skal de ikke. Det bedste man kan gøre som leder, hvis en ansat stiller et spørgsmål, som man ikke har svaret på, er at sige sandheden: "Jeg ved det ikke". Der er utroligt mange ledere, der lever efter myten om, at lederen er en person der ved alt. De prioriterer derfor de forkerte ting, fordi de ikke er villige til at indrømme, hvis de er uvidende, inkompetente og bange. Det betyder også, at ledere kan være utroligt usikre, og for at camouflere det faktum, isolerer de sig fra deres medarbejdere på ledelseskontoret, hvor de sidder og ser utilnærmelige ud. De der store aflukker med glasdøre og glasvinduer i det åbne fælleskontor minder mig mest af alt om halv-tomme glasakvarier, hvor en enkel lille, ensom fisk svømmer i cirkler. Har du sådan en chef, må du meget gerne spørge, om han eller hun vil med ud og have en kop kaffe, for han eller hun kan godt være rigtig ked af, at der aldrig er nogen, der spørger. Det er faktisk en meget vigtig ting, at undgå at isolere lederen. Det er afgørende, at han/hun er til stede i virksomheden og snakker med sine medarbejdere. Ledelsesrollen er reelt en servicerolle, hvor lederen skal investere i - ikke human ressources - men human potentials. Lederen skal give den enkelte de bedste ledelsesvilkår. Derved, får man også fjernet de ledertyper, som udelukkende bruger lederpositionen til at få magt. Fremtidens ledere kan ikke længere kapre lederrollen ved hjælp af smarte Power Points og lange CV'er med alle de rigtige ting på. Den generation der går på arbejde for tiden har opøvet en fænomenal selvkontrol. De kan tåle store doser af kedsomhed. Det holder bare ikke for en generation, der er vokset op med spil, underholdning og interaktiv indlæring. Ledere skal være til stede i virksomhederne, kunne identificere problemerne, og hvilke medarbejdere der er de rette til at løse dem. Man skal kunne sammensætte et hold, der kan skabe succeser - ikke bare et hold, der kan arbejde sammen eller lide hinanden. For dem, der skal skabe og gøre en forskel i fremtidens virksomheder, er menneskene. I virkeligheden handler det derfor om, at have ledere der kan lide mennesker. Det er jo også lidt svært at være en god ostehandler, hvis ikke man selv kan lide ost.
At bevare sin sjæl
Desværre møder man rigtig mange ledere, der har mistet deres sjæl. Vi plejer at sige, at den er blevet spist af Den Sorte Pacman. Årsagen er, at for at komme til tops i et hierarki, bliver man - på et eller andet tidspunkt - nødt til at gå på kompromis med sine værdier. Det kommer lige så stille snigende og begynder ofte med, at man får nogle opgaver som ligger lidt udenfor, hvad man egentlig ønsker at arbejde med rent moralsk. Pludselig har man været med til at lave en strategiændring, der koster 20 gamle medarbejdere jobbet. Første, anden og tredje gang er det en svær beslutning at træffe, men det bliver nemmere og nemmere, og til sidst er det bare politik. Bid for bid mister disse ledere deres sjæl. Hver gang man er med til, at fyre nogen, bliver der taget en bid. Og hver gang man svigter familien, fordi man hele tiden prioriterer sit arbejde højere, så tages der en bid. Det er en ond spiral, men samtidig bekræfter lederne hinanden på ledelsesgangen: "For det er jo nødvendigt for bundlinjen". Men vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner. En dag tager Den Sorte Pacman dog den sidste bid. Så ender man som en tom person, og mange af disse tomme personer søger tilflugt i en eller anden form for misbrug - f.eks. arbejde, sport, oplevelser eller alkohol. Det er utroligt sørgeligt, at møde den slags mennesker, for de har fuldstændigt mistet evnen til at skabe motivation, stolthed, begejstring og entusiasme. De bliver kontorgangens levende døde. Jeg tror, at kvinder i højere grad formår, at bevare deres sjæl, da mange kvinder ikke går på kompromis med værdierne - de vil gerne have hjertet og maven med. Hvis ikke man kan have sin sjæl med gennem glasloftet takker pigerne af. For mange kvinder er det for eksempel ikke et succeskriterium, at have en tom e-mail indbakke når de går hjem fra arbejde. Det er også en af grundene til, at det er en positiv udvikling, at der kommer flere kvinder ind på ledelsesgangen, for de er med til, at give nye input og værdier til nutidens ledelsesfilosofier. Og så kan de være lige så skrappe, benhårde og handlingsorienterede som mændene.
At kunne være leder og familiemedlem på samme tid
I mellemtiden kommer der en ny deadline, og endnu en, og endnu en, og så går man hele tiden og udskyder de ting, man gerne vil i livet. Det akkumulerer til sidst et kæmpe rod af et liv, der kun er pænt til højtider, og som bare ruller af sted. Det værste man kan sige er: "Først skal jeg lige", for når først man siger dét jævnligt, er man lost in transition. Når man så endelig kommer på ferie med børnene, ender man med, at glæde sig til at komme tilbage på jobbet igen, fordi man nok kan få 100 mennesker til at lave dørkarme, men man har fuldstændig mistet kontakten til de skrigende unger på bagsædet: Og man vil egentligt meget hellere være på arbejde, hvor der er mad, kaffe, gjort rent og en illusion om at der er ro og ligesindede. Både Liselotte og jeg har helt fra starten, været meget opmærksomme på at sige: "Blæse være med at være perfekt på overfladen - det er vigtigere at have et godt forhold til os selv, hinanden og vores familier". Hvis vi vil have egen virksomhed, tjene mange penge, rejse, være gode forældre, kærester, dyrke sport, gøre verden til et bedre osv. er der jo noget, der må ud, hvis det hele skal hænge sammen. Men vi oplever at det bliver nemmere og nemmere, efterhånden som vi får sat rutiner op. Til trods for at vi har været mange spændende steder, mødt rigtig mange dejlige og dygtige mennesker og set meget der virker, sker det meget meget sjældent, at jeg tænker "nej, der gad jeg godt arbejde. eller "dig ville jeg godt nok gerne have som chef". Og så er det fedt at have sit eget". Jeg tror, at det handler om, at vi skal blive bedre til at indrette arbejdspladser, hvor vi har lov at være mennesker. Det gør vi ikke nu. I dag laver man firkantede glaskasser, hvor mennesker flyder rundt i åbne, kreative kontorlandskaber, skabt ud fra en ensartet forestilling om, hvordan de burde være; en slags mellemting mellem akvariefisk og robotter - og ikke mennesker. Men jeg tror på mennesker. Jeg kan lide mennesker. Også selvom de er nogle rodehoveder, der tit ikke gør, hvad man siger. Så kommer der heldigvis en masse fantastiske overraskelser i stedet. Uddannelse
Ansættelser
Tilbage til Jobindex TopKvinder |
|