Jobindex Kvindebasen
Rekruttere kvindelige ledere; hvorfor sku' man?"Kvinder burde klæde sig helt i hvidt - ligesom alle andre husholdningsmaskiner"
En lille anekdote... En rig excentriker der nyder en Krøsus-tilværelse takket være den rette Lotto-seddel kunne sagtens praktisere chauvinisme som hobby ved siden af golf, tennis og selvforgudelse, men det interessante ved Ecclestone er, at han er en forretningsmand der ikke ville være hvor han er, uden sine mange partnere og forbindelser. Måske er den mest markante forskel på ham og tusinder af andre i erhvervslivets top, at Ecclestone udtaler hvad mange andre kun tænker. Ord er ord, men fakta taler højere, og det er ubestrideligt at andelen af kvinder i lederstillinger stadig er i øjenfaldende lav. Med til historien om Ecclestones citat hører, at han ironisk nok udtalte det til den kvindelige racerkører der placerede sig i toppen af det benhårde Indy 500 løb. På forunderlig vis kolliderede hans fordomme med virkeligheden da Danica Patrick indtog 4. pladsen i et af verdens hårdeste ræs, - i stedet for en opstilling mellem opvaskemaskinen og håndvasken i sit køkken - tiden endte med at køre fra selveste Mr "F1 Supremeo" som den tidligere racerkører, Bernie Ecclestone, også kaldes.
Hvad undersøgelserne viser Her hjemme har Nina Smith, professor i nationaløkonomi på handelshøjskolen i Århus, sidste år, færdiggjort en undersøgelse for ligestillingsministeren. Rapporten, der bygger på en gennemgang af de 2.300 største danske virksomheder fra 1992 - 2001, viser, at det - uanset branche - giver bonus på bundlinien at have kvinder i ledelsen. Det blev også påvist at de danske virksomheder som har kvinder i direktionen, eller bestyrelsen, har klaret sig mærkbart bedre de sidste 10 år, end de der har færre, eller ingen. Endelig blev det også klart, at andelen af kvindelige ledere er voksende indenfor alle brancher, med undtagelse af de primære erhverv, bygge- og anlægssektoren samt energisektoren. Man behøver, med andre ord, ikke være flæbende humanist, ølejr-hippie eller rødstrømpe-supporter for at rekruttere flere kvinder ind i ledelse; man kan såmænd også bare være en resultatorienteret forretningsmand med hang til stigende omsætning og voksende markedsandele.
Hvorfor kvindelige ledere? Logik for burhøns, eller matematik i rekrutteringssituationen? Moderne virksomheder fokuserer først og fremmest på at finde den bedst egnede kandidat til en given stilling, så hvorfor ikke forøge valgmulighederne ved at medtage kvindelige ansøgere? Jo større et udbud man vælger fra, des bedre sikrer man sig at finde den helt rigtige. Den helt rigtige i sig selv, men også den helt rigtige til at fuldende et stærkt team hvis forskellige forudsætninger i samspil og kontrast giver kontante resultater i vækst og økonomi.
Interview med to Henrietter"Her tilkalder man hjælp, og så får man to kællinger!"
Når Henriette er leder er det hende der har det koordinerende overblik og er kontaktled til alle de andre myndigheder på skadesstedet. Det er hende der sender brandmændene ind i de flammende bygninger, men hun er også ind imellem nød til selv at tage udstyret på og gå ind for at danne det præcise overblik over situationen. Og det er ikke kun brande, det er alt fra toguheld og søulykker, til flystyrt m.m. "Der hvor andre mennesker søger ud - der søger vi ind" som hun siger. Da jeg møder Henriette får jeg hurtig manet enhver forestilling i jorden om en kvindelig Hulk med biceps så store som pattegrise. Jeg bliver mødt af en stille og rolig, lyshåret kvinde med et mildt og høfligt væsen og en stemmeføring der er blød som fløjl. Fra hendes kontor er der en smuk udsigt til bygningen på den anden side af gaden. Det er Københavns Rådhus. Er der mange der bliver overraskede, når du fortæller hvad du laver? - Det er der ja. Også fordi jeg er to forskellige personer; en på mit arbejde, og en anden privat. Den største undren møder jeg når jeg er på arbejde, og i uniform. Jeg glemmer aldrig en gang jeg var ude på en skole og børnene stoppede helt op, måbede og sagde "Neeeej se, en kvindelig brandmand!" det var helt fantastisk i deres øjne. Turister bliver også tit meget overraskede og stirrer med det der "Hvad?! Kan man virkelig det?" -blik i øjnene. Da du i sin tid blev valgt til lederstillingen, hvad tror du så inspirerede de der sad med afgørelsen, til at vælge dig? - Jeg har aldrig spurgt dem om det, men jeg har fået fortalt at mine kolleger havde givet udtryk, overfor ledelsen, om at jeg var et godt bud til stillingen. Hvilke egenskaber skal man besidde for at kunne klare din lederstilling? - Man skal have humoren som hersker her; forstå og acceptere den. Man skal kunne begå sig og kunne tale med alle. Mange forskellige slags mennesker i alle typer af situationer. Man skal have evnen til at danne et hurtigt overblik og kunne korrigere på tingene. Man skal stå på tæerne, og være opmærksom hele tiden. Nu er der kommet en ny uddannelse hvor man kan læse til Master i Brandsikkerhed. Den tror jeg er med til at åbne mange pigers øjne for at de godt kan bevæge sig ind i denne verden. Da jeg læste, var jeg nødt til selv at gå ud og opsøge de forskellige fag og kvalifikationer, men nu er de blevet samlet og tilrettelagt og det gør det hele mere tilgængeligt. Gik du målrettet efter en lederstilling? - Nej, det var noget der bare bød sig til hen ad vejen. Det var ikke min barndomsdrøm. Mit mål fra starten med min uddannelse som ingeniør var at komme til at arbejde med renovering af fredede bygninger. Jeg fik på et tidspunkt et fag der hedder "vurdering af konstruktioner efter brand" og det synes jeg var rigtig spændende. Man kan sige at det var det der antændte gnisten og banede vejen til en karriere indenfor brandvæsenet, ha ha. Hvad drømte du om at blive, som barn? - Balletdanser! Er det svært, som kvinde, at avancere i din branche? - Det mener jeg ikke at det er. Man ansøger - ligesom alle andre - og bliver valgt på sine kvalifikationer. Men det kræver selvfølgelig at man ansøger, hvilket ikke særlig mange kvinder gør. Det er min overbevisning at der ikke bliver skelet til køn, ellers kunne jeg vel heller ikke have fået den stilling jeg har. At være brandinspektør var en af de sidste bastioner for mænd. Tror du der er nogen forskel på hvordan du, som kvinde, har tacklet dine arbejdsopgaver, i forhold til hvordan en mand typisk ville have gjort? - Hmmm... Nej jeg tror igen forskellene lægger sig til individer i stedet for køn. Måske er man mere omsorgsfuld som kvinde, og måske tænker man lidt mere... nej det må jeg hellere lade være med at sige. Jeg kunne jo godt sidde her og påstå at kvinder er bedre til at have et større overblik og flere bolde i luften på én gang, men det er jo bare floskler og ligeså meget udtryk for fordom, som at sige mænd er bedre. Jeg tror den eneste tydelige forskel i dagligdagen er, at tonen ved frokostbordet er blevet lidt mindre hård. Men jeg er glad for tonen og humoren - det er lige mig og jeg bruger det selv. Som en af mine kolleger siger; hvis jeg nogensinde bider mig i tungen, så dør jeg! Henriette giver ingen smagsprøver på giftige kommentarer under interviewet, men glimtet i øjet afslører at hun hverken er sart eller skrøbelig. Med en uddannelsesmæssig baggrund som civilingeniør og mange års gang på DTU er hun vant til at omgås mænd og lader sig ikke afskrække af jargon eller barske ord. Jeg går hende på klingen om hvor vidt hun nogensinde har været genstand for noget som helst diskriminerende, og hun disker op med følgende anekdote - ikke som et eksempel på diskrimination, men som en morsom historie: - "For at blive indsatsleder skal man køre et år som "føl" med den vagthavende brandinspektør. På et tidspunkt kørte jeg med den anden kvindelige brandinspektør, under hendes føl-periode, og vi blev kaldt ud til et skadessted der havde bedt om assistance. Da vi nåede frem var der en af brandmændene der lænede sig ud af vinduet og råbte "Her tilkalder man hjælp, og så får man to kællinger!" - ha ha! Det er den eneste kommentar jeg kan huske.. Der vil vel altid være fordomme og skepsis til, og man vil aldrig kunne blive accepteret af alle - men det gælder om at blive respekteret af alle." Er du altid blevet respekteret? - Ja, jeg kan i hvert fald ikke komme i tanker om nogle situationer hvor jeg har følt at jeg savnede respekt. Måske mest fordi, at hvis der bare var det mindste optræk til noget andet, så har jeg taget konfrontationen med det samme. Været direkte og henvendt mig til vedkommende med spørgsmål; "Er der noget galt? Er der noget du gerne vil fortælle mig?" Jeg er også meget bevidst om at de evt. problemer der har været, ligeså godt kunne have været der, hvis jeg havde været mand. Mit køn har aldrig rigtig spillet ind i det. Ja jargonen er hård, og humoren kan være barsk, men det er ikke noget der generer mig. Selvfølgelig er der nogen, der ville stejle lidt over det, men igen, det handler jo om egne grænser, og ikke så meget om at være mand eller kvinde. Hvor vigtigt har støtte i dit bagland været? - At have støtte i min egen familie har været helt afgørende. Min mand har bakket mig op og tilpasset sig dét at der er meget koordinering mht. børnene. En brandinspektørvagt varer 24 timer, hver 8. dag. Men om accepten fra ens forældre er afgørende.. nej der tror jeg at de danske kvinder er for selvstændige til at lade styre deres liv. Min mor var meget imod at jeg kom ind i brandvæsenet, men min far var pavestolt. Jeg ville have gjort det uanset hvad. Hvad er dine mål nu? - Jeg er jo blevet småbørnsmor, så jeg har ingen planer om at gå efter mere ledelse, i den nærmeste fremtid. Men nu må vi se.. Der er mange tvivl der manes til jorden ved mødet med Henriette. Kvinder kan godt blive brandinspektører og lede 100 mand, sideløbende med at pleje en kernefamilie og alt hvad det indebærer af bleskift og barnegråd. Hun så i hvert fald ud til at være glad og fuld af overskud, men nu er koordinering jo også hendes speciale. Henriette Elmer havde aldrig jagtet en lederstilling, hun ønskede ikke umiddelbart mere ledelse og hun var langt fra noget talende vandfald. Alligevel blev hun anbefalet til en lederstilling - rekrutteret - og viste sig at være en stor succes som leder. Hvis man nu på nogen måde tror, at det er hendes karakteristiske egenskaber der er de eneste rigtige for at opnå lederskab, må man tro om igen i mødet med Henriette Fenger Ellekrog, koncern HR direktør hos TDC A/S siden 2004 og leder for ca. 130 mennesker. "Jeg vil kunne se lyset i deres øjne" Jeg er tilbage i hjertet af København og endnu engang pryder en prægtig udsigt vinduerne: Rundetårn, Skt. Petri Kirke og Domkirken lyser op i støvregnen der indhyller TDC´s hovedkvarter på Nørregade.
Henriette er en stilfuld, energisk kvinde med et sprudlende ordforråd suppleret med levende gestikulation og flere lydeffekter end en George Lucas film. Nå ja, overdrivelse fremmer forståelsen, men man er i hvert fald ikke i tvivl om at man sidder overfor definitionen på en superprofessionel, ambitiøs kommunikationsekspert. Har du altid vidst at det var leder du ville være? - Ja, måske ubevidst. I skolen var jeg formand for elevrådet og sådan nogle ting. Ikke noget der på dét tidspunkt fik mig til at sige "Hold da op jeg ender nok som leder en dag!", men det er mere dét med at man godt kan fornemme at man har et engagement og man meget gerne vil være dér hvor man synes man kan flytte nogle ting. Jeg er uddannet cand.ling.merc. og havde regnet med at jeg skulle bruge min uddannelse meget smalt. 3 uger efter jeg dimitterede fik jeg et job som translatør, og det var lige hovedet på sømmet af det som jeg havde brugt 6 år af mit liv på at uddanne mig til. Der gik lige præcis 3 uger mere før jeg erkendte at "Hold da kæft hvor er det her kedeligt!". Jeg blev kun i stillingen i 3 måneder, men det var en af de helt store omvæltninger i mit liv, fordi jeg gik fra at have brugt 6 år af mit liv på at læse til noget som jeg efter 3 uger måtte erkende ikke var mig alligevel. Hvad gik der "galt"? - Det der gik galt for mig var, at arbejdet gik ud på at sidde og oversætte manualer og PC programmer hvilket var head-on dét som jeg - og alle mine medstuderende - havde drømt om, men det foregik altså på et kontor hvor jeg sad og oversatte, og så kunne de andre ansatte i virksomheden i princippet lave hvad fanden de ville i resten af organisationen, jeg lavede kun dét. Det der med at være en del af pulsen i virksomheden og være dér hvor det rykkede, det fornemmede jeg ikke. 3 måneder senere var jeg i et nyt job som direktionsassistent - reelt et sekretærjob - og det var noget af et spring fra at have kandidateksamen til at blive sekretær, men til gengæld var jeg med til at starte en virksomhed op sammen med en rigtig iværksætter. Der gik et halvt år så havde vi solgt virksomheden til en australsk virksomhed og efter yderligere 3 måneder havde vi fusioneret med et selskab her i Danmark, og så blev jeg personaleadministrationschef for 160 medarbejdere. Min vej mod ledelse er ikke startet med et behov for at lede mennesker, men et behov for at ville være der hvor man påvirker og flytter ting. Da jeg blev personaleadministrationschef kom det også til at handle meget om mennesker, og jeg opdagede, at ledelse handler om at få andre mennesker motiverede til at engagere sig. At give dem lys i øjnene og rykke noget sammen. Dér fandt jeg erkendelsen af, at hvis jeg skal noget i mit liv, så er det at være leder. Hvilke egenskaber karakteriserer en god leder? - Som HR direktør er det jo netop sådan noget man tænker meget over. Noget utroligt grundlæggende er, at man skal være glad for at arbejde med mennesker og synes at det er en fed ressource. Derfor skal man også være orienteret mod dét at interagere med mennesker - hvilket leder helt naturligt over mod kommunikation. Det er SÅ væsentligt, at man som leder kan kommunikere. Der er mange mennesker som sagtens kan sidde og sludre over en øl, men dét der er afgørende for en leder er, at man skal være i stand til at give folk et billede af hvor vi skal hen. Man skal kunne stille en målsætning op, skabe enighed om en fælles retning, og kunne bruge de ressourcer man har som et team, til at arbejde hen mod målet. Det kræver evnen til at kunne se på sit hold og vide at alle har styrker og at den største styrke ligger i et hold sat sammen af forskellige mennesker, med forskellige kompetencer. Hvad er dit syn på karriereplaner? Jeg har det lidt skidt med karriere-planer; det der med at "Om 2 år skal jeg sidde i den og den stilling". Det man skal tænke over, når man tænker job og fremtid er: "Hvad er det for nogle ting der skal være til stede i mit job for at jeg er motiveret og engageret?", "Hvad skal der være for at jeg er glad for at gå på arbejde og springer ud af sengen om morgenen for at komme der ind i en fart?" Det handler ikke om en bestemt løn, eller titel, men langt mere om at der skal være nogle opgaver og vilkår der tænder en. En anden vigtig overvejelse er, hvad der demotiverer en. Det er også vigtigt at spørge sig selv: "Hvad skal ikke være til stede i arbejdet?" "Hvilke faktorer er det, der gør tingene træls for mig?" Og der er altid noget træls i alle jobs, men kig på det i en prioriteret, proportionel skala og spørg dig selv: "Hvad må aldrig være til stede?" Hvis du får et job med det rigtige jobindhold, frem for den "rigtige" løn eller titel, er der meget større sandsynlighed for at du bliver entusiastisk og engageret, så yder du en masse og skaber gode resultater. Derved får nogle øje på dig og tænker "Hold da op! Du er god! Du kan bruges andre steder!" - og så er du allerede godt i gang med din karriere. De mennesker der har været "heldige" i deres karriere-forløb ved at få attraktive jobs, har som regel været heldige ved at få de jobs hvis indhold de var vildt interesseret i. Dermed har de skabt fantastiske resultater der har gjort at folk har troet på dem til andre stillinger. De nye jobs har de så takket ja til fordi de igen kunne se et indhold som ville engagere dem, og succesen har gentaget sig. Hvad kigger du efter når du rekrutterer ledere? - Jeg vil kunne se lyset i deres øjne når vi snakker ledelse! Hvis jeg har en fornemmelse af, at den eneste grund til at vedkommende er interesseret i jobbet skyldes status, eller andre ting, så er jeg ikke overbevist. Når jeg rekrutterer ledere er det min opgave at samle et hold - og enhver leder indgår selv i sit team. Her er det vigtigt at man ikke skaber en perlerække af kloner, hvad enten det er af hinanden, eller sig selv, for det skaber ingen dynamik. Konflikt er langt mere produktiv end total konsensus, det er når vi drøfter og debatterer - og bruger hinandens forskelligheder - at vi opnår noget produktivt. Her, i TDC, har vi været meget obs. på at få flere kvinder i ledelse, netop for at få noget forskellighed ind. Det er i og for sig en simpel fortolkning, for hverken kvinder eller mænd er ens, men dét at der kommer en kvinde ind kan være nok til at skubbe til tingene fordi hun allerede, helt synligt, skaber et andet team. Vores ønske om forskellighed afspejler sig også i forhold til de mænd vi rekrutterer; alle mandlige ledere behøver ikke at være ultimative alfa-hanner. Der kan ofte være andre typer som er meget interessante at få ind i en ledergruppe. Som kvinde skal man også være opmærksom på ikke at se mænd som én stor homogen masse. Det handler først og fremmest om individer, ikke om køn. Hvorfor er der ikke flere kvindelige topledere? - Det er nok fordi vi skal gennem et generationsskifte først (som er i fuld gang). Topledere har ofte været lidt længere på arbejdsmarkedet og til dels er det først nu, at rekrutteringsgrundlaget er til stede for kvindelige topledere. Jeg tror også, at der er nogle af kvinderne der selv viger lidt bort fra at melde sig på banen og mange af lederstillinger kræver at man selv viser interesse. Måske er det frygten for, at det er meget alfa-han-agtigt at være i ledergrupper, der afskrækker nogle kvinder. Måske tror man at muligheden for at planlægge andre ting i sit liv, end at være leder, bliver meget begrænset. Der er nok både nogle historiske aspekter der spiller ind og nogle myter der skal brydes ned. Hvilke rekrutteringsmodeller er bedst, når man søger kvindelige ledere? - En ting som TDC har erfaret (ligesom også andre store virksomheder) er, at man bør sikre, at rekrutteringsprocessen ikke er netværksbaseret. Eller baseret på at ansøgere skal være meget selvstændigt/aggressivt opsøgende. Hos os får vi kvinderne frem via talentpuljer, så de automatisk bliver synlige, i stedet for at de selv skal skabe al opmærksomhed med næb, kløer og rundsave på albuerne. En anden god ting er, at opslå stillingerne på en "almindelig" måde og benytte traditionelle jobopslag som når bredt ud. Kvinder kan godt lide når nogen kommer og foreslår dem, at de ville være den rette til et job, frem for at de selv skal brase ind og sige "DET ville JEG være helt vildt god til!". Mange har ikke det der gen der gør, at man kaster sig hovedkulds ud i tingene og laver noget lidt bullshit-agtigt. Der har også været jobs, i min egen karriere, som jeg fik på grundlag af, at der var andre som mente jeg ville egne mig til dem. Jeg kan huske at jeg en gang sad i en ansættelsessituation hvor chefen havde mig i tankerne til noget andet, men jeg sagde "Nej, jeg vil have lederjobbet". Bagefter var jeg helt overrasket over mig selv, og en smule nervøs for om jeg nu også kunne leve op til det ansvar jeg selv påstod at jeg kunne magte. Det er måske lidt typisk for kvinder... Ser kvinder og mænd forskelligt på jobannoncer for lederstillinger? - Ja det tror jeg, lidt forsimplet plejer man at sige, at hvis man slår en stillingsannonce op med 7 kvalifikationer listet, så finder kvinderne lige på 3 mere (som de tror man skal kunne, for at magte jobbet) og samtidig er de i tvivl om de opfylder de i alt 10 kvalifikationer, så de tænker "Jeg må nok hellere lade være med at søge". Når mænd ser en stillingsannonce med 7 kvalifikationer, så søger de straks stillingen hvis bare de kan sige nogenlunde ja til 3 af dem, mens de tænker: "Det her kan jeg sagtens klare!" Hvad skal de, der rekrutterer, være opmærksomme på? - At det tit giver en skæv fordeling i ansøgerbunken, men fordi flere mænd ansøger, betyder det ikke nødvendigvis at der er flest kvalificerede mænd. I rekrutteringssituationen er det ekstra vigtigt for en virksomhed at være opmærksom på, at den ikke bare samler en herreklub. Hvis man, måske ubevidst, rekrutterer efter hvem man bedst spejler sig selv i, vil en mand nok have lettere ved at spejle sig selv i en anden mand, frem for en kvinde. Efter samtalerne med de to Henrietter er jeg bestyrket i, at det er forskellighed der er nøgleordet. Selv den lille forskel. Mænd og kvinder er først og fremmest individer, men også andre ting spiller ind. Man er sit køn og man kan være blevet præget feminint eller maskulint, hele sit liv, så det med tiden har slebet ens vinkler og måder at anskue tingene på. Det er bl.a. disse forskellige slibninger og anskuelser der bidrager til variation og mangfoldighed, ligesom også andre forskelle gør, nemlig: kultur, uddannelse, alder osv. Et bredt spektrum og en vifte af kompetencer er forudsætningerne for succes hos mange moderne virksomheder. Men det handler også om signalværdi. Når en virksomhed får kvinder ind i ledelse, direktion eller bestyrelse, signalerer den til omverdenen at den er på forkant med udviklingen og anerkender diversitet og mangfoldighed som kompetencer. Det er en langt mere global og fremadskuende holdning end at holde loge-døren til herreklubben panisk lukket og forskanse sig i det forrige årtusinde sammen med dinosaurerne og de habitklædte hulemænd. Det forklarer også hvorfor investorer og aktieopkøbere synes at have større tillid til virksomheder der har forstået værdien i diversitet - for det er trods alt bedre at satse på nogen der har fingeren på pulsen, end på en arkæologisk udgravning af en virksomhed hvis organisationsstruktur har fået baghjul af udviklingen. Der er stadig få ting der signalerer SÅ tydeligt at man kører med fuld fart ind i fremtiden, som at sætte en kvinde bag rettet.
Kilder: Tilbage til Jobindex TopKvinder - Profilarkiv |
|
Henriette Elmer er 34 år, gift og småbørnsmor.
Henriette var den første kvinde der blev udnævnt til brandinspektør i
Københavns Brandvæsen.
Det var i 2000 og tre år senere kom der en mere. På landsbasis er der i alt
en 10 -12 kvindelige indsatsledere.
Henriette Fenger Ellekrog er 40 år, gift og har
ingen børn.
Da hun selv var barn drømte hun om at blive motorcykelbetjent eller
jagerpilot, men hun afviser pure at lade sig rubricere som drenge-pige "Jeg
sang skam ABBA med min søster" bedyrer hun og husker at især musicals fyldte
meget.