Ny præsident for Rotary København - Helena Nymann


Helena Nymann

Af Ulla Oppermann Blankholm

Rotary hjalp med at finde mig selv igen

39-årige Helena Nymann bliver ny præsident for Rotary København til sommer - en erhvervsnetværks organisation der har til formål at hjælpe andre. Tidligere tænkte hun kun på sig selv og sit job og var med egne ord meget afstumpet. En dag gjorde hun status over, hvad hun ville med sit liv. Og vendte derefter op og ned på det.

Helena Nymann havde ikke tid til at se sine veninder, takkede nej til niecens fødselsdag, hvis en vigtig opgave på arbejdet meldte sig, og i det hele taget fyldte hendes arbejde hos Parfums Christian Dior i København stort set alt. På et tidspunkt blev Helena Nymann valgt til at komme med på et program for spirende ledertalenter hos Rotary. Over nogle måneder mødte hun andre unge erhvervsfolk og andre Rotarianere, som var nysgerrige efter at høre Helena Nymanns historie. En del af programmet bestod da også i, at hun skulle fortælle om sig selv og sit land. Hun var i slutningen af 20’erne, og kunne næsten ikke holde ud at høre sig selv fortælle om sit indholdsløse liv efter at have hørt om mange andres.

”Mit liv bestod kun af arbejde og et glas nescafé og en sur mælk i køleskabet. Det var det. Jeg havde jo et fantastisk arbejde med nogle enestående kollegaer, som jeg den dag i dag er meget taknemmelig over at have arbejdet sammen med. Men den person, jeg beskrev flere og flere gange, lød mere og mere afstumpet og egoistisk,” fortæller Helena Nymann, der derfor besluttede sig for at gøre status over sit indholdsløse liv, da hun kom hjem.

Hun ville gøre op med sig selv, hvad hun ville bruge sin tid og sit liv på. På det tidspunkt var hun lige fyldt 30 år.

”Jeg lavede helt konkret en tegning af mig selv og fandt ud af, hvad mit liv skulle bestå af. Det resulterede i, at jeg sagde mit job op, fordi jeg havde brug for nogle måneder til at finde ud af, hvilke komponenter mit liv skulle indeholde og få lagt en plan for fremtiden.” Månederne brugte hun sammen med sine heste på hendes fars gård samtidig med, at hun var ude og fortælle om sin rejse i Rotary-regi.

Helena Nymann

Slut med egoismen
Hun fortalte om sine oplevelser og om, at hun havde sagt sit job op. Direktøren for Bruun Rasmussens Kunstauktioner var en af dem, der lyttede med under et af foredragene i hans lokale rotaryklub. Han sagde, at hun var velkommen til at ringe til ham, når hun var færdig med at klappe heste. Da hun var færdig med det, startede hun som marketingchef og PR-ansvarlig i auktionshuset. Hun havde besluttet sig for, at hun ud over at passe sit job også ville bruge tid sammen med sine venner og veninder igen, være sammen med sine heste, finde en kæreste og på sigt få børn og bruge tid på noget, der ikke handlede om hende selv. På sin rejse med Rotary havde hun oplevet, hvor vigtigt det er at engagere sig i humanitært arbejde og gøre en indsats for andre.

”Det var helt nyt for mig. Jeg ville simpelthen bruge noget af min tid på humanitært arbejde, og det valgte jeg at gøre hos Rotary.”

I 2003 blev hun medlem af Danmarks ældste og største rotary klub – Københavns Rotary Klub. I dag kan hun kigge tilbage på 10 år, hvor hun stille og roligt har opfyldt sin plan. Hun har fået en mand, to børn – bruger tid på sine venner og familie. Og så er hun lige blevet valgt til præsident for Rotary København og tiltræder til sommer, hvor det nye rotaryår starter. Ved siden af arbejder hun som administrationschef på Gjeddesdals Gods.

Tvivlede på evner
Helena Nymann blev meget overrasket over at blive spurgt, om hun ville takke ja til præsidentposten. Det var ikke noget, der havde ligget i kortene, for med hendes ord er der mange ”præsidentpotentialer” i hendes klub.

”Det var en meget stor tillid at vise mig. Men så begyndte jeg med de typiske kvindelige reaktioner og tænkte på, om jeg nu kunne klare det? Så sagde jeg til mig selv; der sidder nogle kvalificerede folk, som har valgt at pege på mig – og så skal jeg ikke stille spørgsmålstegn ved det – selvfølgelig kan jeg det,” siger Helena Nymann, der stadig er meget ydmyg over for opgaven som præsident.

Et af hendes mål med præsidentposten er at få spredt ud, at Rotary ikke er en støvet klub for ældre mænd og mere end ”meeting and eating”. Qua hendes egen profil – hendes køn og alder - mener hun, at hun er et godt eksempel på det modsatte. Hun håber i samarbejde med klubbens øvrige kvinder, der udgør cirka 20 procent af medlemsandelen, at hun kan skabe et nyt syn på klubben.

”Det ville skabe en endnu mere dynamisk klub med flere kvinder. Jeg synes, at kvinder er fantastiske, og de kan give meget energi til klubben og det arbejde, vi udfører med både erhvervsnetværket, de humanitære projekter og vores ungdomsudvekslingsprogrammer. Desuden er det meget vigtigt, at klubbens sammensætning også på det punkt afspejler erhvervslivet, og at kønsfordelingen er bedre i balance.”

Benhård prioritering
Hendes råd til andre kvinder, der vil til tops i erhvervslivet eller andre steder, er at være opmærksom på, at kvinder har kompetencer, som mænd ikke har. Vi skal lige hente tøj fra renseriet, købe mælk, skrive referat, passe job, tale med pædagogerne i børnehaven og købe fødselsdagsgaver til familien. Det mener hun, vi i høj grad kan bruge til at multitaske i erhvervslivet og på vores job.
Selv om hun har travlt med de ovenstående ting, job og to små børn, så har hun ikke glemt den plan, hun lagde, da hun var 30 år. Hun vil have tid til andet end sit job. Hun bor der, hvor hun arbejder, så hun slipper for trafik køen på motorvejen, og så har hun besluttet sig for at prioritere benhårdt.

”Jeg har masser af veninder og venner, som har en meget hektisk hverdag med gode vellønnede job, børn og et hjem, der skal hænge sammen. Mange af dem har også et sommerhus, og det har vi da også snakket om, men det er i de her år, mens børnene er små, at man skal prioritere ”ekstra hænder”. Vi har derfor valgt at have en au pair i stedet for, og det løser virkelig mange problemer for os og får enderne til at hænge sammen. Så må vi undvære de andre ting i de år, hvor børnene er små.”
Hun vil lave en plan for de næste 10 år, lige som hun har haft for de seneste 10 år. På den står børn, familie, job og venner helt i top.

Navn: Helena Nymann
Født: 2. februar 1971
Civilstand: 2007 Gift med Søren Nymann, Landmand
Børn: Datter 3 og søn 1 år

Job:
Administrationschef Gjeddesdal Gods. Daglig drift af godsets administration i Landbrugsbedrift, udlejningsvirksomhed samt diverse udviklingsprojekter.

2002-2006 Marketingchef og PR-ansvarlig for Bruun Rasmussen Kunstauktioner.
Udvikling og implementering af online auktionerne
Medlem af ledelsesgruppen

1996-2002 Parfums Christian Dior A/S, København.
Countrymanager Parfums Givenchy. Salg og markedsføring i Danmark og Norden

1990-1996 L’Oréal, Danmark
Senior Product Manager. Salg og markedsføring af diverse brands i Danmark.

Udannelse:
1996-2006: Løbende relevante uddannelser / kurser indenfor: Markedsføring, IT, PR, HR og ledelse mv.
1992: Copenhagen Business School, Akademiøkonom International Marketing.
1992: Øregård Gymnasium. Samfundssproglig.

Annonce: