Ny formand for Børnerådet - Lisbeth Zornig Andersen
 Fra opvækst på børnehjem til top-karriereUlla Oppermann Blankholm
”Jeg er nok lidt mærkeligt,” siger Lisbeth Zornig Andersen som noget af det allerførste, da jeg træder ind i hendes treværelses lejlighed i et af Rødovres almennyttige boligbyggerier.
Uden at nævne beløbet der hver måned dukker op på kontoen, er hun ganske sikker på, at hun er en af de personer i bebyggelsen, der tjener allermest. Og formentlig er højest uddannet. Men det giver hende en sikkerhed og vished om, at hun altid vil kunne klare den, når hun bor her.
Når Lisbeth Zornig Andersen, der den 1. januar blev udnævnt til ny formand for Børnerådet, tænker tilbage på sin egen barndom, er ordet rart ikke det første, der dukker op i tankerækken. Som 12-årig kom hun på børnehjem, fordi hendes mor drak. En geografilærer havde opdaget, at det ikke stod helt godt til med den lille pige, der var meget alene hjemme, og hvis tre ældre brødre alle var kommet på børnehjem. Geografilæreren, der også var nabo til Lisbeth Zornig Andersen, inviterede tit på kakao, og her mødte hun en helt andet verden med et arbejdsværelse med skrivemaskine og masser af bøger. En verden, der var i skærende kontrast til hendes hverdag med moderen, der var førtidspensionist, havde skiftende mænd og som sagt drak meget. I et frikvarter gav geografilæreren hende en dag et telefonnummer til socialforvaltningen, og Lisbeth Zornig Andersen ringede. Det førte til en plads på et børnehjem. ”Havde jeg ikke mødt de rigtige voksne på det rigtige tidspunkt, så havde jeg nok siddet på en barstol i dag og ikke i en direktørstol. Jeg kunne være blevet til virkelighedens Lisbeth Salander,” siger hun og henviser til den hårdt prøvede karakter i Stieg Larssons romaner. 
På børnehjemmet var Lisbeth Zornig Andersen med egne ord fuldstændig uregerlig. På skolen fandt de ud, at Lisbeth Zornig Andersen var rigtig godt begavet. Hun fik hjælp af en af de voksne, Karen Gjesing, som mente, at hun en dag skulle på universitetet. Første skridt blev en studentereksamen, og som den første fra pigeskolen kunne hun sætte en studenterhue på hovedet.
Tryghed og sikkerhed
Efter polit-studiet fik hun job i Codan som it-programmør, hvorefter hun fortsatte i Danske Bank og videre i KMD, hvor hun fik en lederstilling. Siden blev hun direktør i Specialisterne, som har ansat autister til it-programmering. Dér var hun i tre år. ”Vi gik fra at være en iværksættervirksomhed til at være en etableret virksomhed, og vi fik også lavet en ungdomsuddannelse. Men jeg skulle tage mig tid til at være mor, fordi jeg stort set arbejdede døgnet rundt, og det var ikke fedt. Jeg synes, jeg svigtede mine børn i de tre år. Jeg kørte mit eget ræs,” siger Lisbeth Zornig Andersen, der har fem børn i alderen fra 8 til 21.
Aldrig igen
”Folk prøver at gøre mig til et forbillede, og det er jeg bare ikke. Man bringer nogle ofre, hvis man vil gøre karriere - man kan bare ikke være en fantastisk mor samtidig med – og det var jeg heller ikke. Det bliver lidt skingert det hele, når kvinder tror, de kan gøre karriere og arbejde fra 8 til 16 – og så få 100.000 kroner om måneden. Mændene knokler for det, og det bliver kvinderne også nødt til,” siger Lisbeth Zornig Andersen og fortsætter: Hendes vigtigste mål som formand for Børnerådet er at knække kurven i det statistik, der vidner om, at mellem ti og femten procent af børnene i fjerde klasse mistrives. Det kan være på grund af problemer i hjemmet, overvægt, mobning osv. ”Desuden skal vi indse, at det er alles ansvar at få øje på de børn, der ikke har det godt. Jeg mener ikke, at man skal adoptere børn for at gøre en forskel. Men man kan snakke med dem og anerkende deres problem. De voksne, der ser de her børn, har en pligt til at handle. Min geografilærer gjorde hele forskellen for mig, og han gjorde altså ikke andet end at give mig et telefonnummer.”
Navn: Lisbeth Zornig Andersen |
|