Arbejdsmarkedet

Det vrimler med an­er­ken­den­de pædagoger

Langt de fleste vuggestuer og børnehaver benytter sig af anerkendende pædagogik. En professor inden for børne- og ungeområdet mener, at begrebet dækker over faglig slaphed blandt pædagogerne.

I stedet for at sige rungende nej til, at Felix slår på radiatoren med et legetøjstog, kunne meldingen fra en anerkendende pædagog lyde: Jeg vil hellere have, du kommer herhen og leger med toget. Men de små hverdagsdramaer kan udspille sig på vidt forskellige måder, selv om en vuggestue eller børnehave betegner sig som brugere af anerkendende pædagogik. Det gør 70 procent af vuggestuerne og børnehaverne i landets kommuner, ifølge en undersøgelse fra BUPLs fagblad Børn&Unge. Lige præcis den brede ramme for, hvad der falder inden under anerkendende pædagogik kan være forklaringen på, hvorfor så mange institutioner mener, de bruger den form for pædagogik. Det mener Jan Kampmann, der er professor og børne- og ungeforsker på Roskilde Universitet.

”Formuleringen anerkendende pædagogik rammer meget bredt og siger måske reelt kun lidt om de mere konkrete pædagogiske intentioner, for hvem vil sige, at de arbejder på at etablere en underkendende relation til børnene i institutionen. Så det betyder ikke nødvendigvis, at pædagogikken har ændret sig så meget i forhold til tidligere. Dog er der den vigtige forskel, at pædagogikkens fokus har flyttet sig fra det individuelle til relationer mellem børnene. For 16-17 år siden ville alle have svaret, at de tog udgangspunkt i det enkelte barn,” siger Jan Kampmann.

Retningskrig
I 1970’erne og 1980’erne var der mange forskellige pædagogiske retninger, for eksempel struktureret pædagogik, frigørende pædagogik, indlæringspædagogik og miljøpædagogik, som der ifølge Jan Kampmann foregik en kamp imellem, hvad der var bedst.

”I 1990’erne begyndte de forskellige pædagogiske retninger at tabe luft. Man opdagede, at det ikke gav mening, og derfor begyndte pædagogikken at blive bygget på de erfaringer, man havde i den enkelte institution.”

De seneste otte-ni år har mange pædagoger været på jagt efter en faglig orientering, og dér har den anerkendende pædagogik passet ind, ifølge forskeren.

”Den pædagogik passer godt ind i de fleste dagligdage, men for mange er den bare et ekko af det, man gjorde i forvejen. Begrebet dækker egentlig over en faglig slaphed, fordi alle kan identificere sig med den anerkendende pædagogik.”

Egen version
Jan Kampmann mener, at hver enkelt institution har deres egen form for anerkendende pædagogik. Hvis 10 forskellige pædagoger skulle fortælle om deres form for anerkendende pædagogik, ville man høre 10 forskellige historier. Han mener, at pædagogerne i fremtiden vil efterlyse lidt mere retning på pædagogikken.

”Fremtidens pædagogik vil nok ikke blive kaldt anerkendende pædagogik, fordi det som sagt er et tomt begreb. Måske vil det igen gå mod forskellige retninger i pædagogikken, fordi der vil blive stillet nogle mere specifikke krav. I fremtiden kan det blive orienteringsløshed, der kan komme til at præge det enkelte barn, og det skal man have fokus på – det, at man på sigt skal skabe harmoniske mennesker” siger han og tilføjer: ”Det vil måske skabe en pædagogisk retningskrig, og det vil skærpe den faglige debat.”

Undersøgelsen fra Børn&Unge har haft til formål at kortlægge pædagogikken i hele landet. Den er blevet til på baggrund af spørgeskemaer, som kommunernes pædagogiske konsulenter har besvaret. De er blandt andet blevet spurgt om, hvilken form for pædagogik der bliver anvendt i institutionen. Svarmulighederne har været ”Anerkendende pædagogik”, Rummelighed/inkluderende pædagogik, Mange Intelligenser, Naturpædagogik, Bevægelses-/Idrætspædagogik, Italiensk inspireret pædagogik (for eksempel Reggio Emilia) og Læringsstile. Børn&Unge har spurgt samtlige 98 kommuner – 71 af kommunerne har svaret, og 27 kommuner har ikke svaret.

Læs også