Øvrigt

Vi­karj­ag­ten i fol­ke­sko­len er sat ind

I tredje kvartal sidste år annoncerede skolerne efter 234 lærervikarer - det højeste antal i seks år. Vikarbureauerne kæmper samtidig hårdt for at skaffe lærere nok, så de kan efterkomme skolernes behov for vikarer.

Lærervikarer er efter tallene at dømme særdeles eftertragtede i øjeblikket. I tredje kvartal annoncerede skolerne ifølge Jobindex' tal, som Ugebrevet A4 har analyseret, efter 234 lærervikarer - samme kvartal sidste år var tallet kun 141 - og det betyder, at vi lige nu oplever den største søgning efter vikarer i seks år.

Vikarbureauerne mærker også den store interesse for lærervikarer - især efter sommerferien sidste år, hvor skolereformen trådte i kraft.

Pædagogisk Vikarbureau med hovedbase i København er med 200 lærere ifølge fagbladet Folkeskolen den største udbyder af vikarer inden for undervisning, og her har man oplevet en fordobling af efterspørgslen i forhold til sidste år. Skolerne forklarer ifølge Folkeskolen.dk deres bestillinger med opsigelser på grund af skolereformen, højt sygefravær og inklusion af børn med særlige behov.

"Vi oplever et vist pres, men vi forudså, at skolereformen ville betyde ekstra arbejde, så vi tog mange lærere til jobsamtale op til dette skoleår. Faktisk begyndte stigningen allerede, da kravet om inklusion blev indført," siger direktør i Pædagogisk Vikarbureau, Morten Berg, til Folkeskolen.

Svært at følge med efterspørgslen

Skolernes Vikarbureau i Agedrup ved Odense råder over 20-25 lærervikarer, hvilket er dobbelt så mange som sidste år, men alligevel er det ikke nok til at kunne følge med efterspørgslen.

"Efterspørgslen er steget væsentligt. Hvor skolerne tidligere begyndte med at spørge om prisen, spørger de nu, om de overhovedet kan få en vikar," siger Ib Bundgaard Hansen, der ejer Skolernes Vikarbureau.

I Danmarks Lærerforening mener man, at det er skolereformen, som nu resulterer i flere lærervikarer. Mindre forberedelse og flere undervisningstimer stresser ifølge Ugebrevet A4 nogle lærere så meget, at de bliver syge.

"Der er ingen tvivl om, at der er et enormt pres på lærere. Mange oplever, at der er alt for mange opgaver i forhold til arbejdstiden. Det er utilfredsstillende, hvis man ikke kan nå at forberede undervisningen, og så skal der ikke meget til, før man vælter," siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, til Ugebrevet A4.

Her bekræfter formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, at flere lærere i dag er syge, og at skolerne derfor bruger flere vikarer - men skolereformen giver langt fra stigende sygefravær alle steder.

"Der er grund til at være bekymret over, at lærere er syge, men billedet er meget diffust. Nogle skoler har stigende sygefravær. Andre ikke. Det afhænger meget af, hvordan skolelederne evner at gennemføre reformen og også holdningen hos lærerne, og om de er parate til forandring. Mange ting spiller ind," siger Claus Hjortdal.

De fleste vikarer er uuddannede

Ifølge en artikel på DR.dk er andelen af uuddannede vikarer i folkeskolen steget. I 2013 var der 79 procent uuddannede - i 2014 var det 86 procent.

"Jeg er ikke i tvivl om, at de vikarer gør alt, hvad de kan, når de kommer ind i klasselokalet. Men når der kommer én - måske direkte fra gymnasiet - og skal forestå undervisningen af måske 25 elever, uden faglig forudsætning, uden kendskab til eleverne, uden rigtig at vide, hvad det er, eleverne skal lære, så bliver det altså en dårlig undervisning, eleverne får," siger Anders Bondo Christensen til DR.dk.

Her fremgår det også, at antallet af vikartimer er steget. Hvor der i 2013 frem til september var timer nok til at dække 830 fuldtidsstillinger, var det i 2014 steget med 50 procent til 1.265 fuldtidsstillinger.