Øvrigt

Unge strømmer til pæ­da­gog­ud­dan­nel­ser­ne

Tal fra Professionshøjskolen UCC i København viser, at 19 procent flere unge har ansøgt om optagelse på pædagoguddannelsen ved kvote 2 optaget i forhold til sidste år. Årsagen skal ifølge rektoren dels findes i utraditionel markedsføring og dels i en finanskrise, der kun giver plads til folk med uddannelse i for eksempel børnehaver og vuggestuer.

For ganske få år siden kunne stort set alle få job som pædagogmedhjælper i en børnehave, men de dage er ovre – og det er de unge formentlig helt opmærksomme på. I hvert fald oplever man, at unge nu begynder at søge pædagoguddannelsen i langt højere grad end bare sidste år. Helt nøjagtigt har en skole som Professionshøjskolen UCC i København haft en stigning i antallet af ansøgere på 19 procent ved kvote 2 optaget i forhold til sidste år. Rektoren på UCC er glad for den store stigning i antallet af ansøgere.

”Pædagoguddannelsen har været en af de uddannelser, der har blødt mest de senere år, med meget lav søgning. Vi har virkelig været hårdt ramt, men nu er vi den uddannelse, der har den største søgningsfremgang,” siger Laust Joen Jakobsen, rektor på UCC.

Han mener, at en af årsagerne til den store stigning blandt andet skal findes i en utraditionel markedsføringsstrategi – og ikke mindst at folk kan se, at der venter jobs for enden af en færdiggjort pædagoguddannelse.

”På markedsføringsfronten har vi brugt nogle af vores studerende til at sprede budskabet til andre unge. Vi har oplevet, at den traditionelle markedsføring mest taler til de unges forældre, men at det ikke er måden at få fat i de unge på. Der er det Facebook og andre former for sociale netværk, man bruger, for at få de unge i tale,” siger Laust Joen Jakobsen, der også mener, at det er blevet mere in at vælge en uddannelse, som er meget værdibåren – og han mener, at det jo i virkeligheden er enormt attraktivt at arbejde med mennesker.

Det positive ved finanskrisen
Rektoren på Professionshøjskolen erkender, at finanskrisen også har en kraftig indvirkning på ansøgerantallet, og han understreger, at der langt fra er de jobs, der var tidligere – og de der er, bliver ofte besat af nogle med en faglig uddannelse.

”Det gode ved det er, at der nu er mange unge mennesker, der ved, at man er nødt til at tage sig en uddannelse for at få arbejde som pædagog,” understreger Laust Joen Jakobsen.

For ganske få år tilbage startede mange unge på pædagoguddannelserne med en indbygget forventning om, at de da selvfølgelig ville kunne få arbejde, når de sidste eksamener ville være vel overstået.

”Det er meget skuffende og frustrerende for dem, og jeg ville da også være forsigtig med at udstede jobgarantier over for de unge, der starter på pædagoguddannelsen i dag. Der er mange jobs, der er blevet nedlagt i kommunerne, men hvis man kigger fire år frem, så vil jeg vove og påstå, at der vil være jobs. Der er et kæmpe generationsskifte på vej, og det er jeg ikke alene om at sige. Der er en kæmpe årgang over 60, som inden for en absolut overskuelig årrække forlader arbejdsmarkedet. Faktisk kan jeg være bekymret for, om der nu for eksempel er pædagoger nok. Så der er lys for enden af tunnelen – også for de færdiguddannede, der ikke kan få noget arbejde lige nu,” lyder det fra rektoren.

Ifølge Laust Joen Jakobsen kan alle få plads på en uddannelse til pædagog – dog er der nogle af pædagoguddannelserne, der er meget søgte – for eksempel pædagoguddannelsen Frøbel, men er man villig til at tage på en anden pædagoguddannelse i København, ville man ifølge rektoren sagtens kunne finde en plads.

De fleste uddannelser – inklusive pædagoguddannelserne – udsender svar på ansøgninger den 30. juli 2012.

På uddannelsen har du skiftevis teoretisk undervisning og praktikperioder i en institution. På studiet bliver du blandt andet undervist i pædagogik, kultur og kommunikation og samfundsfag – og lærer om sundhed, krop og bevægelse. Som færdiguddannet pædagog kan du arbejde i børne-, ungdoms- og vokseninstitutioner. Du kan også arbejde med opdragelse og udvikling – og omsorg og pleje.