KarriereØvrigt

Tunnelsyn sikrer iværk­sæt­te­ridéen

Finn Bjarke Christensen har opfundet et kunstigt rygled til rygpatienter, og hvis alt går vel kan de første patienter nyde godt af hans opfindelse om halvandet år. Han har aldrig tvivlet på idéen, men han er blevet klar over, at succes’en afhænger af hans tunnelsyn. Hvis han koncentrerer sig om for meget, går det ikke.

Gennem sit arbejde på Aarhus Universitet fik ortopædkirurg Finn Bjarke Christensen idéen til et implantat, der så at sige opfordrer rygsøjlen til at vokse sammen om det kunstige led, når det har givet ryggen det rette svaj for den opererede. Da han præsenterede idéen, var Østjysk Innovation til stede – og her så man straks gode fremtidsudsigter for Finn Bjarke Christensens idé, som man derfor valgte at støtte økonomisk.

”Det var startskuddet, og da vi også opnåede patent, valgte jeg at prioritere firmaet 100 procent og sige mit job op på universitetet. I dag er vi to, og i løbet af relativt kort tid, kommer der et par mere,” siger Finn Bjarke Christensen, der valgte navnet FBC Device til firmaet.

Han har bestemt ikke fortrudt sit valg:
”Jeg er ikke nervøs for, hvordan det skal gå. Når man driver sådan en udviklingsvirksomhed, så er der forskellige faser, som selvfølgelig gør en bekymret, indtil de er løst – og det så kører videre igen. Men det er nu relativt få bekymringer, vi har haft til dato.”

Spændende arbejdsproces
Han mener, at idéen kom, fordi han havde en stor indsigt i den verden i forvejen og desuden et stort internationalt netværk, som også har gavnet ham.

”Hvis man har en god idé, og man virkelig føler, den er god, så skal man gøre det. Nogle gange kan det betyde, at man til at starte med må ændre sin dagligdag og måske reducere sin løn i starten, men det er en spændende arbejdsproces.”

Finn Bjarke Christensen mener dog ikke, at han selv arbejder mere nu, end han gjorde dengang, han var ansat på universitetet, fordi han altid har arbejdet meget. Men han har efterhånden fundet ud af, hvad vejen til succes er:

”Jeg har erfaret, at det er nødvendigt med et tunnelsyn, når man arbejder. Man må ikke have flere uafhængige aktiviteter i gang på en gang. Der, hvor det at blive selvstændig har ændret mit liv, er det her med at lukke af for nogle bokse rent fagligt.”

Han mener også, at der ligger en væsentlig forskel i den forbindelse mellem at gå fra at være offentligt ansat til at være privat ansat.

”I det private bliver du nødt til at være enormt fokuseret, hvis du skal kunne tro på succes. Det er ikke de mange bolde i luften, der giver succes.”

Hans vigtigste budskab til andre, der går med en iværksætteridé er, at man skal være klar over, at der er et godt innovationsmiljø i Danmark, der kan hjælpe en.

”Det kan hjælpe en på vej, for vi sidder alle og er bekymrede for at investere for meget i en idé, fordi vi ikke ved, om den holder. Der kan et innovationscenter være en kæmpe håndsrækning, hvis det vil gå ind og investere og sparre.”