Øvrigt

Skibsværf­ter mangler ar­bejds­kraft

Mangel på arbejdskraft er blevet et stort problem blandt skibsværfterne i Nordjylland. Fordi det er så umuligt at finde den uddannede arbejdskraft, ser værfterne nu mod udlandet, hvor de forventer at hente en del af dette års nyansættelser.

På Karstensens Skibsværft i Skagen står man lige nu med en udfordring: Egentlig vil man meget gerne rekruttere lokal arbejdskraft, men det er svært i øjeblikket.

”Det danske samfund uddanner ikke længere så mange faglærte af den type, vi har brug for. Og de faglærte, som plejede at arbejde i den maritime sektor, har i løbet af årene skiftet til for eksempel vindmølleindustrien,” siger værftsdirektør Knud D. Karstensen til Børsen, som kan berette, at manglen på kvalificeret arbejdskraft generelt er stort på værfterne i blandt andet Skagen og Frederikshavn.

Det går rigtig godt for Karstensens Skibsværft, som forventer at øge antallet af medarbejdere med mere end 50 de kommende år for at imødekomme den bugnende ordrebog, som er fyldt op til langt ind i 2016.

Nu bliver der slået alarm

Dansk Industri slog sidste år alarm i forhold til, at der vil være akut mangel på faglærte i 2020, og det er altså det problem, som skibsværfterne i Nordjylland oplever allerede nu. Ifølge en artikel på DR.dk er problemet så akut, at der fra dette skoleår i 2014 skal optages mere end dobbelt så mange elever på de linjer, der uddanner faglærte til industrivirksomhederne – det viste en analyse fra Dansk Industri sidste år.

Her fremgår det, at landets industrivirksomheder i 2020 kommer til at mangle omkring 33.000 faglærte inden for Jern og Metal – og Handel og Kontor. Bliver der ikke uddannet nok dansk arbejdskraft, vil virksomhederne – lige som det er tilfældet med Karstensens Skibsværft – være nødsaget til at finde faglærte uden for landets grænser, lyder det fra Dansk Industri.

”Så må man prøve at tiltrække dygtige kvalificerede faglærte fra udlandet. Og hvis man ikke kan det i tilstrækkeligt omfang, så vil produktionen jo ikke kunne foregå i Danmark,” siger Karsten Dybvad til DR Nyheder. Han er administrerende direktør i Dansk Industri.

Svært at vende udviklingen

Hos Karstensens Skibsværft er det først og fremmest skibsbyggere og skibsmontører, som værftet ikke kan finde, og en af grundene til det, er formentlig, at de uddannelsesretninger næsten er forsvundet i Danmark i dag. Derfor har skibsværftet, ifølge Børsen, skibsbyggere og skibsmontører, der pendler fra Tyskland, Polen og Litauen. Få vælger at slå sig ned i Skagen.

Hos Danske Erhvervsskoler har formanden Peter Amstrup svært ved at forestille sig, at det vil kunne lade sig gøre at vende udviklingen lige med det samme, så der bliver uddannet flere faglærte. Han siger til DR Nyheder, at der ikke er noget, der indikerer, at optaget vil stige til sommer – og da slet ikke noget, der vil ligne en fordobling. Peter Amstrup mener, at problemet stikker dybt. Ifølge ham giver mange unge udtryk for, at de aldrig er blevet orienteret om erhvervsskolerne, og at de til vejledningssamtaler har fået at vide, at de bør vælge gymnasiet.

”Det er en ikke en bebrejdelse mod hverken Ungdommens Uddannelsesvejledning eller folkeskolerne, men en konstatering af, at vi er nødt til at etablere et samarbejde, der er langt mere forpligtende end det, vi oplever rundt om i kommunerne i dag,” siger Peter Amstrup til DR:

Det kan måske undre, at den maritime industri igen er i vækst efter at have haft hårdere vilkår i en række år, men det skyldes, at værfterne er blevet mere specialiserede end de udenlandske konkurrenter – og så ligger de godt rent geografisk i forhold til reparation og service af Nordsøens offshorefartøjer. Den maritime industri i Skagen og Frederikshavn har oplevet den kraftige vækst i de seneste år, og ud over værfterne i begge byer, har virksomheder som Man Diesel & Turbo og Alfa Laval – ifølge Børsen – øget aktiviteterne. Der er cirka 7.000 arbejdspladser i den maritime industri i Nordjylland.