Øvrigt

Skal du også til at arbejde med 3D-printere?

Flere og flere virksomheder benytter sig af fremtidens teknologi i form af 3D-printere. Tilbage i 2012 viste en undersøgelse, at hver anden store virksomhed har egne 3D-printere, så hvis du ikke allerede arbejder med 3D-printere, skal du måske snart til at gøre det.

For almindelige mennesker er 3D-print relativt nyt. I efteråret 2014 kunne man læse om, at verdens største 3D-print butik åbnede i oktober i København – hvor man blandt andet kan få lavet en minifigur af sig selv eller et familiemedlem. Men for mange – særligt store virksomheder – er 3D print en del af dagligdagen. Tilbage i 2012 viste en undersøgelse ifølge Ingeniøren, at hver anden store virksomhed har sine egne 3D-printere. Dengang udtalte Dansk Industri, at det var vigtigt, at teknologien også blev bredt ud til små- og mellemstore virksomheder.

En af de store danske virksomheder, der har taget 3D-print til sig er Grundfos i Bjerringbro, hvor man har benyttet 3D-print siden 2005. Tidligere i år købte man ifølge Metalbladet en ny 3D-printer for at være på forkant med teknologien. Den 51-årige værktøjsmager, Jan Schøn, betjener den 430 kilo tunge 3D-printer, som primært bliver brugt til at lave prototyper.

”I gamle dage lavede vores modelværksted alle prototyper i hånden, og det tog ret lang tid. Vi kan få en tegning om eftermiddagen, og morgenen efter ligger emnet så klar i printeren. I nogle tilfælde kan vi spare fem-seks ugers fremstillingstid,” siger Jan Schøn til Metalbladet.

Ifølge ham er den største forskel på prototyper i plast og metal, at plastikken ikke kan tåle de samme temperaturer, og derfor tester Grundfos deres plastikprototyper med koldt vand. Jan Schøn synes i øvrigt, at 3D-printeren er ret nem at betjene.

3D-print – ny industriel revolution

Flere steder er 3D-print blevet udnævnt til at danne base for den tredje industrielle revolution. David Bue Pedersen fra Danmarks Tekniske Universitet er daglig leder af Nordeuropas største 3D-laboratorium, og han er en af dem, der mener, at vi står på tærsklen til en tredje revolution, fordi 3D-printerne giver os den geometriske eller rummelige kreativitet og frihed tilbage – nu kan alle skabe førindustrielle produkter efter eget valg og fantasi.

David Bue Pedersen mener, at 3D-print kan bygge bro mellem den virtuelle og fysiske verden, og at det åbner for nye forretningsmuligheder med direkte adgang til verdensmarkedet. Han hæfter sig ved, at 3D-produktionen er baseret på digital information:

”Det betyder, at vi kan komme til at se en form for produktion, hvor butikken eller salgsstedet er global, mens produktionen foregår på lokale printshops i nærheden af kunden. Og der er ikke grænser for, hvad der kan produceres. 3D-print åbner for, at vi går fra serieproduktion af ens varer til masse-customization, altså hvor hvert enkelt produkt er unikt. Noget vi allerede kender i dag med produktion af individuelt designede T-shirts, kaffekopper og kalendere – for bare at nævne nogle stykker,” siger han til Magasinet Aftryk fra Grafisk Arbejdsgiverforening.

Skanska vil printe betonelementer

I november 2014 fremgik det af en pressemeddelelse fra Skanska, at virksomheden om halvandet år kan printe betonelementer direkte på de enkelte byggepladser med en stor mobil betonprinter.

”3D-betonprintning kombineret med en slags mobilt præfabrikationscenter har potentialet til at reducere den tid, det tager at skabe komplekse konstruktionsemner, fra uger til timer. Vi forventer at opnå et kvalitetsniveau og en effektivitet, som hidtil ikke er set i byggeindustrien,” siger Skanskas direktør for innovation og forretningsforbedring, Rob Francis, i pressemeddelelsen.

Selv om mange virksomheder i dag arbejder med teknologien, og flere hele tiden følger trop, og at det kan få betydning for dit fremtidige arbejde, så er der nogen, der mener, at forhåbningerne til 3D-printere er overdrevet.

”Meget af det, der bliver sagt om 3D printing er overdrevet,” siger den administrerende direktør for Autodesk – Carls Bass – på DR.dk.

Som det fremgår af artiklen på DR.dk kan det lyde som en mærkelig udtalelse fra direktøren i et firma, der lige har annonceret sin egen 3D printing platform kaldet Spark og i øvrigt laver softwarepakker til designere, der bruger 3D-printere. Men Carl Bass hentyder til de mange hobby 3D printere, som dukker op i disse år.

Han mener, at den del af industrien bevæger sig langsommere, end vi har troet – til gengæld mener han, at der er store muligheder i industriproduktion.

”Her kommer 3D printere virkelig til at gøre en forskel,” siger han.

Business News Daily listede tilbage i 2013 10 jobs, som man mener vil få et boost af 3D-printing se listen her.