KarriereØvrigt

Rå­d­gi­ven­de in­ge­ni­ø­rer vender blikket mod udlandet

Sidste år blev der ansat syv procent flere rådgivende ingeniører sammenlignet med året før i danske rådgivervirksomheder – men ansættelserne skete uden for landets grænser. Administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører råder ingeniørerne til at arbejde med internationale projekter inden for Danmarks grænser for at blive globalt egnede.

Sidste år lå ansættelserne af rådgivende ingeniører i danske virksomheder inden for landets grænser forholdsvis stille i statistikken. Derimod bevægede kurven for rådgivende ingeniører - der blev ansat i danske virksomheder men med fysisk arbejdsplads i udlandet – sig seks procent opad i forhold til 2009. Det viser tallene fra den seneste internationale medarbejderstatistik fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Administrerende direktør for Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Henrik Garver, mener, at det generelt er en styrke, at der er kommet en øget international forankring blandt rådgivervirksomhederne herhjemme.

”Branchen har formået at gribe den vækst, der er internationalt. Herhjemme har der været en lille tilbagegang på grund af den økonomiske krise. Tilbagegangen er dog intet at sammenligne med andre erhverv, men samtidig med er man altså vokset internationalt,” siger Henrik Garver.

Den tendens medfører ifølge direktøren en øget international konkurrence herhjemme, fordi de danske virksomheder vil kunne trække på udenlandsk arbejdskraft – og bliver i stand til at byde på store opgaver herhjemme via deres udenlandske datterselskaber, som har været i vækst de senere år.

Internationalt fokus
I Foreningen af Rådgivende Ingeniører mener man, at den enkelte rådgivende ingeniør skal sørge for at opretholde sin viden for at være med i det internationale spil om arbejdspladser.

”Desuden skal man sørge for at være en nøglemedarbejder for virksomheden og være i stand til at arbejde på internationale projekter. Det kan sagtens være på opgaver herhjemme, som har en udenlandsk dimension,” siger Henrik Garver, der ellers ikke vurderer, at det her og nu gør den store forskel for den enkelte medarbejder i en rådgivende ingeniørvirksomhed, at der i branchen er kommet en styrket international forankring.

Selv om direktøren mener, det er en styrke med det internationale aspekt for rådgivervirksomhederne, synes han samtidig, at det er problematisk for Danmark som land, at rådgivervirksomhederne på grund af dårlige konkurrenceforhold og rammebetingelser herhjemme er nødt til at fokusere deres vækststrategi på udenlandske markeder.

”Politikerne skal blandt andet se på, hvad det er for nogle rammevilkår, man byder virksomheder i offentlige udbud, hvor der er store omkostninger ved at deltage. Gør man det unødigt dyrt? Det er man nødt til at forholde sig til, så vilkårene for at drive virksomhed er de samme i Danmark som i udlandet,” siger han.

På den lange bane
Henrik Garver mener, at tallene er et klart udtryk for, at den økonomiske krise har været værre i Danmark end i udlandet. Han mener som nævnt, at det er en styrke for den enkelte danske virksomhed her og nu med det internationale blik – men på den lange bane er det svært at spå om fremtiden for de danske rådgivervirksomheder:

”På længere sigt betyder det, at de danske virksomheder i højere grad vil blive sammenlignet internationalt for eksempel i forhold til, hvad tilsvarende kompetencer koster i udlandet. Om det er godt eller skidt på sigt, er svært at svare på, men rammevilkårene skal gøres bedre for de danske virksomheder,” understreger Henrik Garver.

Foreningen af Rådgivende Ingeniører har 390 medlemsvirksomheder, der tilsammen beskæftiger 12.000 medarbejdere i Danmark og 8.500 medarbejdere i udlandet. Branchens danske omsætning udgør over 10 milliarder kroner.