KarriereØvrigt

Ny ud­dan­nel­se for sosu-as­si­sten­ter åbner dørene til læ­ge­hu­se­ne

Sosu-skolerne tilbyder fra i år en ny AMU-uddannelse, der er målrettet de sosu-assistenter, der gerne vil arbejde i en lægepraksis.

Nu får sosu-assistenter mulighed for at tage en AMU-uddannelse på landets sosu-skoler. Uddannelsen er helt specifikt målrettet sosu-assistenter, der gerne vil arbejde i en lægepraksis – og den specialiserer blandt andet assistenterne til at klare typiske kliniske opgaver som blodprøver, vaccinationer, EKG-undersøgelser og lungefunktionsmålinger.

”Lægerne vil gerne have sosu-assistenterne i almen praksis, og de får en kompetent faggruppe, der ikke går efter at varetage lægens opgaver fremfor egne opgaver, og det er en fordel. Jeg forestiller mig, at der er god interesse for uddannelsen, for det er et spændende og selvstændigt job. Men vi skal have drøftet en selvstændig overenskomst, så sosu-assistenterne ikke skal arbejde efter HK’s overenskomst for lægesekretærer,” siger Karen Stæhr, der er formand for FOA’s Social- og Sundhedssektor, til Fagbladet FOA.

En af de sosu-assistenter, der har det rigtig godt med at arbejde i et lægehus, er Dorte Kærby, som 22 timer om ugen arbejder hos Lægerne Hunderupvej i Odense – og 16 timer i FAM, Fælles Akut Modtagelse på Odense Universitetshospital.

”I lægevagten i FAM lærte jeg at tage EKG og blodprøver. Jeg kan godt lide det akutte arbejde. Det er selvstændigt og giver ansvar. Og jeg mærker, at lægerne værdsætter og anerkender mig for det, jeg laver. Jeg føler mig kompetent til opgaverne. Men det er dejligt, at der nu kommer en uddannelse til sosu-assistenter målrettet opgaver i en lægepraksis,” siger Dorte Kærby til Fagbladet FOA.

Det her vil du kunne med uddannelsen

Målet med uddannelsen er ifølge Uddannelsesguiden, at deltagerne på den fem dage lange uddannelse, vil kunne udføre undersøgelser og behandlinger i en almen praksis. Deltagerne får viden om og vil kunne tage de mest anvendte blodprøver – og får derudover viden om hyppigst anvendte prøveglas, håndtering, opbevaring og transport af blodprøver.

”Deltagerne kender ligeledes de almindeligste kliniske komplikationer ved venøse blodprøver og kan handle adækvat herpå. Deltageren kan udføre eller assistere ved EKG undersøgelser og kender klinisk praksis for at tage EKG’et om,” lyder det i ”mål”-beskrivelsen for uddannelsen, hvor det også fremgår, at deltagerne vil få grundlæggende viden om lungefunktionsmåling og kan udføre spirometri.

Derudover kan assistenterne ”observere for virkning og bivirkning af luftvejsudvidende medicin og kan handle adækvat herpå – og udføre de almindeligste vaccinationer i almen praksis, lige som deltagerne vil komme til at kende virkningen og bivirkningen på de almindeligste vaccinationer og kan observere herfor samt handle herpå.”

Kæmp for at få lov til at efteruddanne dig

Jobindex.dk har tidligere interviewet Karen Stæhr, sektorformand i FOA, hvor hun fortalte, at rigtig mange inden for social- og sundhedsområdet gerne vil efteruddanne sig. Dog mener hun, at man skal være forberedt på at kæmpe for at få efteruddannelse, hvis det er det, det drejer sig om, fordi det ikke altid er så let at få overbevist sin arbejdsgiver om, at det er en god idé.

”Det er mærkeligt, at jo kortere uddannelse man har, jo sværere er det at få del i arbejdspladsens uddannelsestimer. Jeg mener ikke, at man selv må ud og betale for efteruddannelse, hvis arbejdsgiveren ikke vil, fordi det er arbejdsgiverens forpligtelse at sikre, at medarbejderen har de nødvendige kompetencer og kvalifikationer og kan imødekomme de mange nye krav, der bliver stillet til dem,” siger Karen Stæhr.

Læs også