Mindre virk­som­he­der skal turde fokusere på re­k­rut­te­ring

Lige nu har mange små- og mellemstore virksomheder kun øje for at overleve, men ifølge Dansk Erhverv skal de turde satse på rekruttering og brande deres fordele som mindre virksomheder. Hvis ikke mister de om fem-ti år pusten i fremtidens konkurrence om de stærke kandidater.
Birgitte Meisner Nielsen, fagchef for HR & Ledelse i Dansk Erhverv

”De mindre- og mellemstore virksomheder er nødt til at fokusere på rekruttering, for de er oppe imod de store virksomheder, som har musklerne og apparatet til det – og som derfor ofte er langt mere synlige overfor potentielle kandidater. De mindre virksomheder risikerer at tabe pusten i det kapløb, hvis de ikke gør en indsats i forhold til rekruttering,” siger Birgitte Meisner Nielsen, der er fagchef for HR & Ledelse i Dansk Erhverv.

Hun er dog godt klar over, at mange små- og mellemstore virksomheder lige nu fokuserer på at holde resultatet i sorte og ikke røde tal:

”En del af overlevelsen er også at fokusere på at bygge den næste generation i organisationen op,” understreger fagchefen, der mener, at det er oplagt for de mindre virksomheder at udnytte deres fordele.

Hun mener, at de forholdsvis nemt kan skabe en digital platform, hvor der er fokus på rekruttering, for det er et område, hvor de store organisationer ofte er langsommere, fordi det kræver mere i en stor virksomhed.

”Fordelen i en lille virksomhed er ofte, at der er en fladere struktur. En højtuddannet kigger faktisk ofte efter, hvor vedkommende kan påvirke sin stilling mest, og hvor der er mest indflydelse, og det tilbyder de mindre virksomheder, og det skal de da udnytte. De er som regel bare ikke så gode til at få formidlet det,” siger Birgitte Meisner Nielsen.

Lær også af de store
Hun mener også sagtens, at de små virksomheder kan lære af de store, som i høj grad er gode til at gå i dialog med kandidaterne – for eksempel på deres uddannelsesinstitutioner eller på messer.

”Det kræver nogle ressourcer, men man kunne slå sig sammen med andre inden for ens branche – eller man kunne sørge for at følge princippet om at være dér, hvor kandidaterne er for eksempel på de digitale platforme,” siger Birgitte Meisner Nielsen, der mener, at de mindre virksomheder også skal fokusere på udvikling overfor kandidaterne.

Hun mener ikke, at udviklingsmuligheder i en virksomhed automatisk er lig med kurser og uddannelse, men at det også kan være tværfaglige projekter – og det mener hun, man skal turde fortælle om i et jobopslag.

Hvis de mindre virksomheder kun tænker på at holde hovedet oven vande lige nu, risikerer de at træde vande og glemme at tage svømmetag og komme frem.

”De fleste undersøgelser – blandt andet fra Boston Consulting Group fra 2011 – viser, at spotting af talenter er den største udfordring, når det kommer til at nå sine mål frem til år 2015. De virksomheder, der vurderer, at de har en lav kompetence i forhold hertil, og som er dårlige til rekruttering er virkelig sårbare,” siger Birgitte Meisner Nielsen, der understreger, at de mindre virksomheder har et kæmpe potentiale, fordi de tilbyder noget unikt – som nævnt fordi kandidater i høj grad kan påvirke deres arbejde.

”Det kan man slet ikke i samme grad, når man træder ind i en stor virksomhed, hvor man bare bliver et lille tandhjul i det store maskineri. Det betyder faktisk meget for mange unge, at de bliver en stor brik – også selv om det er i et lille spil. Derfor taler de mindre virksomheder godt til den profil, som yngre mennesker har.”

Birgitte Mesiner Nielsen råd til de mindre virksomheder er:

  • Skab en digital platform og udnyt den.
  • Synliggør, hvad der er udviklingsmuligheder i virksomheden, for eksempel tværgående projekter.
  • I en mindre virksomhed vil man ofte have større mulighed for at påvirke beslutningstagerne. Det skal synliggøres – for eksempel via jobopslag, på hjemmesiden, på de sociale medier og til de nuværende ansatte, som er vigtige ambassadører.
  • Sørg for, at de højtuddannede har mulighed for at påvirke deres situation og stilling. Det er meget sandsynligt, at de vil gøre gode idéer bedre.

Læs også