Karriere

Lynkar­ri­e­re: Dansker får topjob hos global it-gigant

39-årig dansker flytter til Californien og får globalt ansvar for it-kæmpes salg af pc og print.

Den 39-årige dansker Thomas Jensen er blevet udpeget til posten som chef for udvikling af HP's globale partnerstrategi i it-gigantens pc- og print-division. Han bliver dermed den højest placerede dansker i HP's hovedkvarter i Palo Alto i Californien.

Med det nye job gør Thomas Jensen lynkarriere i HP, efter at han for kun halvandet år siden blev hentet hos Vestas til jobbet som direktør for HP's danske pc-forretning. Det job supplerede han i øvrigt allerede i august i fjor med ansvaret for print-forretningen, da HP fusionerede sine to divisioner for print og pc.

Thomas Jensen er reelt allerede startet i sit nye job, hvor hans titel er vicepresident Worldwide Channel Sales i den globale version af pc- og printdivisionen (PPS), og han kommer dermed til at arbejde kun to skridt fra HP's absolutte topledelse, hvor CEO Meg Whitman sidder for bordenden.

"Det er et meget strategisk og projektorienteret job," fortæller Thomas Jensen på telefonen fra Palo Alto, hvor han i øjeblikket er ved at blive introduceret til sine nye kolleger i HP-hovedkvarteret.

Hans vigtigste opgave bliver at realisere HP's ambitioner om at gøre det mere enkelt for forhandlere og distributører at handle med HP - et budskab som også var centralt, da HP i februar i år præsenterede sine fremtidsplaner på sin partnerkonference i Las Vegas.

Samtidig skal han arbejde med at koordinere strategierne for de forskellige produktområder, som ud over print og pc også omfatter divisionen for software og services plus server, storage og netværk, som er samlet i enterprise-divisionen.

"Vi har i HP en selverkendelse af, at vi i en periode kunne have været skarpere og mere forudsigelige i forhold til vores kanalpartnere. Vi har måske overkompliceret tingene gennem en årrække. Det er noget af det, der har absolut højest bevågenhed fra Meg (Whitman, HP's CEO, red.) og hele vejen ned i organisationen. Vi lægger meget vægt på simplificering af vores partnerprogrammer - både i forhold til, at man som partner skal kunne optjene bonus fra den første solgte dollar og samtidig, at der skal være mere forudsigelighed og kontinuitet i de ting, vi foretager os i HP," siger Thomas Jensen.

"Det handler også om partnercertificeringer, registreringer af deals og i det hele taget, hvordan vi driver forretningen fremadrettet. Det gør, at vi mere og mere bliver en forretningsenhed, på trods af, at vi har forskellige produktområder," siger han.

"Det er ikke et job, man stiller sig op i kø til"

Vejen til det nye job er ifølge Thomas Jensen gået gennem en blanding af held og solidt arbejde.

"Det er ikke et job, man stiller sig op i kø til. Men i kraft af nogle af de projekter, jeg har været involveret i, har jeg fået en eksponering, som går ud over mine rent danske opgaver. Det har så gjort, at man har lagt mærke til mig," lyder det fra Thomas Jensen, som dog ikke forventer, at det bliver karrierens sidste jobskifte.

"Det er et meget projektorienteret og strategisk job, så det er ikke et, man sidder i på livstid. Men jeg rykker teltpælene op og flytter sammen med min kæreste til Palo Alto, så snart jeg har afsluttet mine opgaver i Danmark, og de amerikanske myndigheder har udstedt min arbejdstilladelse."

HP har de seneste år ført en noget omtumlet tilværelse med skiftende strategiske meldinger, nedskæringer og et stort antal personudskiftninger både i det amerikanske hovedkvarter og i den danske organisation. Det kan du læse mere om her.