Øvrigt

Last­bil­chauf­fø­rer på char­meof­fen­siv

En kampagne, der blev skudt i gang i sommer skal skabe dialog om lastbilerhvervet og øge danskernes forståelse for lastbiltransporten. På længere sigt skulle det også gerne få flere til at ville arbejde som lastbilchauffører.

For mange højresvingsulykker med cyklister under store lastbilhjul og gabende lange lastbiloverhalinger på motorvejen er nogle af de scenarier, danskerne forbinder med lastbilbranchen. Halvdelen af de adspurgte i en undersøgelse foretaget af Voxmeter for lastbiltransportens brancheorganisationer, mener, at lastbilerne fylder for meget på vejene. Desuden mener kun hver tredje, at erhvervet udviser samfundsansvar, og de tal og meninger vil International Transport Danmark gøre noget ved. Allerede sidste år startede organisationen en kampagne, der var rettet mod lastbilchaufførerne og var mere intern – og i sommer startede en kampagne, der skal få danskernes øjne op for, hvad det egentlig er, chaufførerne betyder for vores hverdag.

”Vi vil gerne fortælle om os selv, og at vi kører med dine varer og på den måde er uundværlig for samfundet. Samtidig vil vi gerne lytte til, hvad danskerne fortæller os,” siger Jacob Chr. Nielsen, der er administrerende direktør i International Transport Danmark.

Tilbagemeldingerne tyder allerede nu på, at det er de såkaldte elefantoverhalinger, hvor en lastbil langsomt overhaler en anden lastbil, der fylder mest hos danskerne.

”Det tager vi fat i nu, fordi det generer det generelle indtryk af os. Det er okay, at to lastbiler overhaler hinanden, men det er ikke acceptabelt, hvis det tager for lang tid.”

Vigtigt med dialog

Jacob Chr. Nielsen mener, at det er altafgørende, at lastbilbranchen lytter til, hvad danskerne mener.

”Vi er overbeviste om, at lastbilbranchen spiller en vigtig rolle i dag, men den kommer til at spille en mere central rolle fremadrettet. Vi synes, det er ekstremt vigtigt, at der er en dialog mellem dem, der holder Danmark kørende og andre i trafikken. Så vi slår lytteklapperne ud.”

Lige nu kører der en reklamefilm med rigtige chauffører, der danser og synger, og Jacob Chr. Nielsen fortæller, at der er blevet taget godt imod reklamen. Ifølge tilbagemeldingerne viser den nemlig et andet billede af erhvervet. Men samtidig mener folk, at det er fint, at de synger og danser, men at overhalingerne skal tages op, hvis man skal kunne lide chaufførerne endnu mere.

”For at ramme lastbilchaufførerne har vi en anden kampagne, der hedder ”I førersædet”, som vi som sagt arbejder med nu. Men det tager lidt tid at komme ud til alle chauffører, for vi skal jo også ramme de lastbilchauffører, der ikke taler dansk.”

Den administrerende direktør mener ikke, at lastbilchaufførerne generelt har et dårligt image i Danmark, men når han snakker med chaufførerne beretter de ofte om, at de ikke altid får ”credit” for den indsats, de yder.

”Chaufførerne udfører en ekstremt vigtig funktion, og alligevel er der mange af dem, der bliver mødt med skråtopfingre, når de for eksempel skal ind med varer et sted.”

Flere til branchen

På sigt håber Jacob Chr. Nielsen også, at kampagnen, der er målrettet danskerne, vil tiltrække flere til faget.

”Nu er vi forhåbentlig på den anden side af krisen, og før den oplevede vi mangel på chauffører i branchen. En undersøgelse har vist, at det kun er cirka syv procent af Danmarks befolkning, der kunne tænke sig at arbejde som lastbilchauffør, så vi vil også rigtig gerne bruge den her kampagne som løftestang til at tiltrække flere. Det er også en væsentlig del af kampagnen,” siger Jacob Chr. Nielsen, der forventer, at der kommer mangel på chauffører om nogle år igen.

De lastbilchauffører han har mødt, har i det små kunnet mærke en ændring blandt danskerne, efter at kampagnen er skudt i gang.

”De er glade for kampagnen, og den opmærksomhed de får. Jeg tror, at de indirekte oplever en større accept, og desuden en stor interesse for det, de laver. De får nogle flere skulderklap med på vejen nu.”

Læs også