Jobglæde

Lærere bliver syge af jobbet

Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Nykøbing Falster Sygehus har de seneste år set en kraftig stigning i antallet af lærere, der bliver syge af deres arbejde. En ny hjemmeside skal på landsplan hjælpe blandt andre lærerne med at bekæmpe stress.

Ubalance mellem krav og ressourcer i jobbet og mellem arbejdsliv og privatliv – at man er udsat for verbale trusler fra uadreagerende elever. Begrundelserne for, at lærere bliver syge, kan være mange – men tallene taler for sig selv.

”Sammenlignet med tidligere er antallet af personer med psykisk belastende arbejdsmiljø steget de seneste år, og vi ser en del lærere i blandt dem, der bliver henvist hertil,” siger psykolog på Arbejds- og Miljømedicinsk Klink, Johanne Andersen – til Folkeskolen.dk.

Klinikken dækker den del af Region Sjælland, der går fra Næstved og sydpå og inkluderer Lolland og Falster.

Johanne Andersen mener, at lærerne er meget påvirkede, og at flere er sygemeldte i længere tid:
”Ofte går der lang tid, før lærerne sygemelder sig eller søger hjælp, fordi de har dårlig samvittighed overfor elever og kolleger over ikke at kunne klare det,” siger hun til Folkeskolen.dk og nævner, at de kulturændringer, der er i samfundet kan være medvirkende årsag til sygemeldingerne.

Hun mener blandt andet, at der er mindre respekt for lærerne fra børnene end tidligere, og også at forældreindflydelsen har ændret sig.

”Det er positivt, men det kan også være rigtig hårdt, hvis lærerne for eksempel ikke oplever opbakning fra ledelsen i problematiske sager. Det omgivende samfunds indstilling til lærerne påvirker dem også. Ikke mange ved, hvad en lærer egentlig laver, og hvor lang arbejdstiden er,” lyder det fra psykologen.

Uenighed om tal
På landsplan er der uenighed om lærernes generelle sygefravær. JydskeVestkysten har fået lavet et udtræk fra Danmarks Statistik, der viser, skolelærerne meldte sig syge i mere end 10 dage i 2010 – til sammenligning havde eleverne i gennemsnit ni sygedage.

”Det er for dårligt og overhovedet ikke godt nok. Jeg hører rigtig ofte fra elever, at deres timer er aflyste, fordi lærerne ikke kommer. Det er spild af vores tid,” er formanden for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, citeret for at sige på DR’s hjemmeside.

I samme artikel bekymrer det høje fravær formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, der mener, det afspejler et hårdt psykisk arbejdsmiljø:

”Og så vil jeg understrege, at ingen lærere ønsker at være syge eller fraværende. Tværtimod. Lærerne får dårlig samvittighed over ikke at møde op, fordi de vil give eleverne den undervisning, de har krav på.”

På Folkeskolen.dk står man dog lidt undrende overfor tallene fra Danmarks Statistik, for her oplyser man, at man i Det Fælleskommunale Løndatakontors offentlige database Lopaks, kan lave udtræk for de forskellige kommunalt ansatte faggruppers sygefravær helt tilbage til 2007.

”Og denne statistik viser, at sygefraværet blandt folkeskolelærere har været støt faldende fra 14,4 dage pr. ansat lærer i 2007 til 13,4 dage i 2010. Denne statistik kan dog ikke sammenlignes direkte med udtrækket fra Danmarks Statistik, som siger, at lærerne har godt 10 dages fravær og eleverne ni dage,” lyder det på hjemmesiden.

Begræns stressen
Stress – eller manglende sammenhæng mellem ressourcer og krav i jobbet – er ifølge Johanne Andersen fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Nykøbing Falster Sygehus en af årsagerne til lærernes sygemeldinger, og ifølge Center for Alternativ Samfundsanalyse – lavet for Danmarks Lærerforening i 2007 – så føler hver tredje lærer sig stresset på arbejdet.

For at forebygge stress bedst muligt har Lærerforeningen introduceret en hjemmeside – www.stressfrihverdag.dk – der giver 10 konkrete værktøjer til at komme udviklingen til livs.

Værktøjerne bygger på et samarbejde mellem skoleledere, arbejdsmiljø, og tillidsrepræsentanter fra 16 forskellige skoler, der har bidraget med hverdagsviden om stressproblematikken. Et af de individuelle værktøjer går ud på, at man skal finde ud af præcis, hvordan ens egen stress ser ud: Hvordan viser den sig? Hvad er de første tegn, og hvad er de efterfølgende? Hvad gør din stress i forhold til din måde at tænke, føle og handle på? Se mere på www.stressfrihverdag.dk.

Læs også