Arbejdsmarkedet

Kopivarer stort problem for danske virk­som­he­der

Værdien af kopivarer, der strømmer ind over den danske grænse, er mere end fordoblet i 2010, og det er et stort problem for de danske virksomheder, der især lever af viden og innovation. Ekspert råder til, at virksomhederne tidligt i deres innovationsarbejde udarbejder en strategi for juridisk beskyttelse af deres produkter.

En lind strøm af kopier af medicinalprodukter, tøj, tasker og legetøj tager turen over den danske grænse for at ende hos danske forbrugere. Ifølge en artikel i Børsen er værdien af kopivarerne ifølge Skat mere end fordoblet i 2010. I 2010 tilbageholdt Skat falske varer til en værdi af 91 millioner kroner, hvor det året før var varer for 45 millioner kroner.

Kunal Singla er juridisk konsulent i DI – organisation for erhvervslivet – og han understreger, at Skat i praksis kun vil fange toppen af isbjerget, og at kopiprodukterne reelt koster de danske virksomheder og den danske samfundsøkonomi betydeligt mere.

”Importen af kopivarerne har stor betydning for hele den danske vidensøkonomi. Det står efterhånden klart, at for at bevare og eventuelt udbygge de danske virksomheders globale position, er det afgørende, at de investerer i forskning og udvikling, som kan føre til egentlig innovation. Incitamentet til at investere i forskning og udvikling hænger direkte sammen med muligheden for at tjene investeringen ind – og i det perspektiv er den juridiske beskyttelse mod efterligninger og kopiprodukter afgørende,” siger Kunal Singla.

Kend risikoen
Der findes grundlæggende tre former for juridisk beskyttelse af innovation, kaldet immaterialret, som virksomhederne bør være opmærksomme på: Varemærkeretten – dækker over virksomheders eneret til et særligt kendenavn eller logo som for eksempel Danfoss eller Vestas. Patentretten beskytter virksomheder og opfinderes innovative opfindelser, og endelig beskytter ophavsretten som udgangspunkt kunstneriske og litterære værker, men også softwaredatabaser.

”Virksomhederne skal først og fremmest være bevidste om mulighederne for at opnå juridisk beskyttelse, så de opnår eneret til deres innovative produkter i de relevante lande. Næste skridt er at vurdere deres krænkelsesrisiko og have en strategi for, hvordan de håndterer en situation, hvor deres rettigheder bliver overtrådt,” siger DI’s juridiske konsulent.

Stor sundhedsrisiko
En ting er, hvad de virksomheder, der bliver udsat for krænkelser af deres eneret, taber på bundlinjen på grund af kopivarer – en anden er, hvad slutbrugerne – andre virksomheder og forbrugerne udsætter sig selv for ved at købe kopivarer. Ofte ved de ikke, at den vare, de køber, er et kopiprodukt, og det kan have fatale konsekvenser, hvis der for eksempel er tale om medicin eller andre produkter, der skal leve op til strenge kvalitetskrav. Ifølge EUkomissionen er 18 procent af de beslaglagte piratkopierede varer ved EU’s grænser sikkerheds- og sundhedsskadelige.

”Slutbrugerne er ofte ikke klar over, at varerne er forfalsket, og i langt de fleste tilfælde er det i praksis næsten umuligt at vurdere for slutbrugerne. Det kan medføre betydelige negative konsekvenser for folks helbred og sikkerhed på arbejdspladserne. Det er også en afgørende grund til, at Folketinget i 2008 udvidede strafferammen med op til seks års fængsel for særlige grove krænkelser af virksomhedernes intellektuelle ejendomsrettigheder,” forklarer Kunal Singla.

DI er i gang med at arrangere et halvdags seminar om praktiske strategier i mindre og mellemstore virksomheder med hensyn til immaterialretlig beskyttelse og håndhævelse. Seminaret er gratis og vil finde sted i maj. Det endelige program er i gang med at blive udarbejdet, og man vil i løbet af kort tid kunne finde mere om seminaret på DI’s hjemmeside.

Læs også