Øvrigt

Kæ­re­ste­bre­ve og død­strus­ler venter efter ar­bejds­tid

Hver 10. sygeplejerske bliver chikaneret i fritiden – det viser en ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd.

”Jeg ved, hvor du bor, og hvor dine børn går i skole.” Grænseoverskridende chikane, der mellem linjerne lader sygeplejersken vide, at der kan ske hendes børn noget. Det er blot et eksempel på den chikane, som ni procent af Danmarks erhvervsaktive sygeplejersker har oplevet i deres fritid fra patienter, brugere eller pårørende.

Det viser en undersøgelse, som Dansk Sygeplejeråd har foretaget blandt 2.000 medlemmer. Næstformanden i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg, understreger, at chikane er bredt defineret – og at det ikke er al arbejdsrelateret chikane, der er vrede henvendelser og trusler.

”Men det er selvsagt skræmmende at blive udsat for chikane. Specielt i sin fritid, hvor der jo klart overskrides en grænse til privatsfæren,” siger hun til Politiken.

Sociale medier har gjort det nemmere

Hun mener, at de sociale medier har gjort, at mulighederne for chikane er vokset. Her kan man hænge sygeplejersker ud eller skrive direkte til dem via for eksempel Facebook, hvis man er utilfreds med en behandling.

Ifølge Videncenter for Arbejdsmiljø viser undersøgelsen desuden, at seks procent af sygeplejerskerne har aftalte procedurer eller retningslinjer på deres arbejdsplads for forebyggelse af chikane i fritiden.

”Man skal interessere sig for det forebyggende arbejde på arbejdspladserne. Det er muligt at få øje på nogle af de patienter eller pårørende, som griber til chikane og fange det, før det opstår. Der er brug for retningslinjer for, hvordan man skal arbejde med forebyggelse, og hvad man skal gøre, når skaden er sket,” siger Dorte Steenberg til Videncenter for Arbejdsmiljø.

Helt konkret mener hun, at arbejdspladserne skal have retningslinjer for, hvornår og hvordan man politianmelder, hvordan kollegaerne skal bakke op – og hvad ledelsens ansvar er.

”Sygeplejersker, der udsættes for chikane i deres fritid, kan let føle sig magtesløse, hvis der ikke er en klar plan for, hvordan situationen skal håndteres,” har hun udtalt til Politiken.

Minister vil se på arbejdsmiljøloven

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) retter en skarp kritik mod de patienter og pårørende, der chikanerer landets sygeplejersker. Hun mener ifølge dr.dk, at tallene er meget alvorlige, og at det er helt uacceptabelt, at det foregår. Hun vil gøre op med den kultur, som giver borgerne ”lov” til at angribe offentligt ansatte.

”Ansatte skal ikke være bange for at gå til eller fra arbejde. Og sygeplejersker skal selvfølgelig også have lov til at holde fri sammen med deres familier. Derfor vil jeg gerne se på, om vi i arbejdsmiljøloven kan gøre noget for de mennesker, der udsættes for vold eller chikane,” siger Mette Frederiksen til dr.dk.

I en anden artikel på dr.dk kan man læse om Marianne Jæger, som er en af de sygeplejersker, der har været udsat for chikane fra pårørende til en borger. I hendes tilfælde blev hun truet, selv om hun næsten ikke kendte den borger, det handlede om.

I de sene aftentimer ringede telefonen, og ordene kunne blandt andet lyde: ”Vi ved, hvor du bor.”

”Det var meget ubehageligt og svært at håndtere, når man rent faktisk ved med sig selv, at man selv og de kollegaer, man arbejder sammen med, har gjort langt ud over, hvad man med rimelighed kunne forvente af os for at støtte op om den borger,” siger Marianne Jæger til dr.dk.

Hun lader dog ikke oplevelserne med telefonopkaldene påvirke hendes arbejde i dag, og hun mener, at det er vigtigt, at man ikke accepterer, at chikanen foregår, og at man skal arbejde konstruktivt med at håndtere den.

Læs også