AnsøgningKarriere

Job­søg­ning i julen

Du har aldrig ferie som jobsøger, men amerikansk karrieresite anbefaler, at du i julen holder en pause fra din ivrige søgen efter nye muligheder. Brug tiden på at lade op og gentænke din jobsøgningsstrategi for det kommende år.

For de fleste er julen en hyggelig tid, hvor man slapper af med familien og tænker på noget andet end jobbet. Men er du ledig eller kørt fast i din nuværende stilling, kan bekymringerne om din arbejdssituation nemt snige sig med til julemiddagen og lægge en dæmper på dit humør.

For at undgå, at du bruger pausen mellem gaveudpakninger på at finpudse dit CV, har det amerikanske jobsite The Mudgood Job Journal samlet nogle tips, der kan hjælpe dig med at holde fokus på brunkager og byttemærker.

Første råd går netop på din mentale tilstedeværelse i julen. Sørg for at skubbe dine jobproblemer lidt i baggrunden og trøst dig med, at jobmarkedet som regel ligger temmeligt stille sidst i december. De fleste virksomhedsledere og HR-folk holder jo ferie, og de tilbageværende smider kun få opslag på nettet, så du kan ligeså godt nyde freden.

Læg en ny strategi

Noget andet du kan gøre er at tage en dyb indånding og se tilbage på året, der er gået. Måske er det tid til at genoverveje din strategi for jobsøgningen og finde nye fremgangsmåder og indsatsområder, som du kan skyde i gang i det nye år.

For det er nemt at køre fast i rutinen med at skanne jobsider, sende ansøgninger og så håbe det bedste. Måske du i stedet skulle overveje alternative søgemuligheder, kurser, uddannelse eller andre tiltag, der kan give dig ny inspiration og drivkraft.

Et eksempel på det kunne være at gribe fat et andet sted end på jobsiderne. Jobindex løber jo ingen steder, og vi står klar til at hjælpe dig igen i januar. I julen kunne du så bruge din tid på at genetablere kontakt med gamle venner eller kolleger. Måske har de et godt råd til dig angående din jobsøgning, eller måske kender de til muligheder, du ikke selv har tænkt på.

Bevar håbet

Det sidste råd fra Mudgood Job-journalen handler om at værdsætte det, du har. Jagten på drømmestillingen – eller på blot at komme ind på arbejdsmarkedet – kan blive en besættelse, som kan komme til at fylde alt for meget i din tilværelse.

Det er vigtigt, at du fokuserer på de gode ting i dit liv og bevarer optimismen. For selvom situationen måske ikke er ideel lige nu, så bliv ved med at kæmpe og tro på, at du og det rigtige job finder hinanden en dag.

Det sidste blev måske lidt sentimentalt, men det er jo jul.

Med venlig hilsen

Martin Ellermann, redaktør

Læs også