Øvrigt

Seks stærke råd: Det kan du lære af Danmarks bedste it-chefer

ComputerViews: Vil du blive som Danmarks bedste it-chefer? Se her, hvad vi egentlig kan lære af dem.

Der går en lige linje gennem betragtningerne for Danmarks bedste it-chefer, der håndterer it-opgaver for en bred vifte af nogle af landets største og vigtigste organisationer - både offentlige og (dog primært) private.

De mødtes i sidste uge til kåringen af Danmarks bedste CIO netop nu. Ham kan du læse mere om her: Historien om Danmarks bedste it-chef - og dem der napper ham i haserne. Computerworld har i de seneste måneder præsenteret de store it-projekter, som de fem nominerede til titlen ikke mindst bygger deres arbejde på, hvilket du kan læse mere om her: Her er Danmarks fem bedste it-chefer - og deres vinderprojekter.

Lad os kigge nærmere på de grundlæggende ting, som vi kan lære af de bedste på området:

Kunderne - og kundernes kunder - er vigtigere end produkterne

It-chefen skal servicere kunderne i forretningen samt forretningens kunder. Dette er hovedopgaven, og intet andet betyder noget.

Valg af it-løsninger, systemer og teknologi skal alene foretages ud fra dette hensyn. Aldrig den anden vej rundt, hvor it-løsninger vælges ud fra teknologisk formåen, eller hvad der passer bedst sammen med det eksisterende udstyr.

Det er selvfølgelig en forudsætning, at der er styr på selve driften.

Forstå hvad virksomheden tjener penge på - og hvad den ikke tjener penge på

En CIO skal have indgående kendskab til værdiskabelsen i virksomheden. Hvor trives forretningen? Hvad er vigtigt - og uvigtigt - i dag og om fem år?

Denne forståelse er afgørende, hvis CIO'en skal kunne bidrage til forretningen med ideer og løsninger, der rækker ud i fremtiden.

Lær at tale forretningens sprog - 'finanssprog'

Folkene i it-afdelingen taler traditionelt ikke samme sprog som folkene i forretningen. Jargonen, begreberne, betydningerne og prioriteringer er (ofte) helt forskellige.

For en dygtig CIO er der ingen vej uden om at lære det sprog og det værdisæt, der hersker i forretningen, hvor både CEO'en og CFO'en ofte føler sig mest på hjemmebane. Måske er det endda vigtigere for en CIO at kunne tale 'finans-sprog' end 'teknik-sprog.'

Vær klar til at tage konsekvenser af it - også selv om det kræver et opgør med virksomhedens kultur og legacy

It er et fantastisk middel til at højne effektivitet og forbedre arbejdsprocesser, men det kræver, at virksomheden er klar til at droppe de gamle arbejdsprocesser og siloer.

Det kan kræve et opgør med kultur og arv - ikke CIO'ens opgave i sig selv, men det er CIO'ens opgave at anskueliggøre gevinsterne over for CEO og CFO.

Opfat dig selv som en leder - ikke en medarbejder

CIO'en er ikke en service-medarbejder, men chefen for en strategisk vigtig afdeling, hvis dispositioner har stor betydning for hele virksomhedens resultater. Og sådan bør han opføre sig.

Fælles fodslag kræver gennemslagskraft, klart sprog og evnen til at kommunikere mål og midler klart og tydeligt til mange forskellige typer medarbejdere.

Vær offensiv - vis hvad it kan gøre for forretningen - vent ikke på, at nogen beder dig om det

Vent ikke på, at nogen længere oppe i hierarkiet beder dig om at gøre noget med it-afdelingen. Vær offensiv og tag initiativer af egen drift, der kan forbedre forretningen.

En af CIO'ens vigtigste opgaver er jo netop at omsætte forretningens behov til teknologi-løsninger. Det kan man kun, hvis man forstår både teknologi og forretning. Og hvor mange i forretningen gør lige det?