Øvrigt

God energi og nye ar­bejds­plad­ser

Virksomheden Andresen Towers har udviklet et vindmølletårn, der kan nå op på en højde over 100 meter. Det har ført til over 100 nye arbejdspladser og DI’s produktpris – dertil kommer billigere vindenergi til forbrugerne og reducerede støjgener.

”Der er et kæmpe uudnyttet potentiale inden for vindenergi, som vi nu kan tage hul på. Hidtil har tårnenes konstruktion sat en begrænsning for, hvor højt vi kunne bygge de landbaserede vindmøller og dermed, hvor vi kunne placere dem. Med en potentiel højde på over 100 meter sprænger det nye tårn alle de begrænsninger. Det betyder for eksempel, at vi nu kan sætte vindmøller op i skovområder.”

Sådan siger Tom Andresen, administrerende direktør i Andresen Towers, til branchenetværket Energy Supply den 25. september 2012, om virksomhedens såkaldte Segmenttårn, der kan blive op til 140 meter højt.

Andresen Towers og det nytænkende og tårnhøje vindmølletårn har for nyligt vundet Dansk Industris prestigefyldte produktpris, der blev uddelt ved DI topmødet 2012 – og det er der masser af gode grunde til. Tom Andresen nævner over for Energy Supply den økonomiske fordel ved høje vindmølletårne:

”Det direkte udbytte af højere tårne er billigere vindenergi – et fald i pris på op til 25 procent, som i sidste ende gerne skulle komme forbrugerne til gode.”

Udover den bedre udnyttelse af vindenergi kan segmenttårnet være med til at løse problemerne med støjgener for beboere tæt på vindmøller, da det på grund af sin højde kan placeres i skovområder langt væk fra beboelse.

Dertil kommer, at vindmølletårnets segmenter på 13,5 meters længde, som boltes sammen på stedet, kan fragtes rundt via almindelig lastbiler frem for de sædvanlige store, tunge og dyre specialtransporter.

Internationalt og lokalt samarbejde

Det nærmest lego-agtige system, hvor segmenter sættes sammen til et højt tårn, har været i udvikling siden 2006. I 2009 indgik Tom Andresen et tæt udviklingssamarbejde med den dansk/tyske vindmølleproducent Siemens Wind Power, som stod bag et omfattende testprogram af segmenttårnet.

De to selskaber fortsætter det frugtbare samarbejde, der udover det udviklingsmæssige potentiale indebærer en længerevarende ene-forhandlingsaftale af segmenttårnet:

”Det er et skoleeksempel på et positivt samarbejde – vi ser her, hvordan en mellemstor dansk virksomhed og en stor international virksomhed formår at udnytte hinandens kompetencer og styrker i udviklingen af et innovativt koncept,” siger teknologichef ved Siemens Wind Power, Henrik Stiesdal, til Energy Supply.

Med et nyskabende produkt og en 100 procent automatiseret produktion, er Andresen Towers fuldt ud i stand til at konkurrere med udenlandske producenter, og det smitter af på jobskabelse og vækst herhjemme.

Med en fuld ordrebog og udsigt til flere har virksomheden oprettet over 100 arbejdspladser på Fyn, og senest har virksomheden slået sig ned i en tidligere Vestas-fabrik i Rudkøbing på Langeland, som Vestas lukkede i 2010.

Solstrålehistorien på Langeland, der er hårdt ramt af virksomhedslukninger, omfatter til at starte med 34-40 medarbejdere; og selvom man er en virksomhed i hastig vækst med internationalt potentiale, er det stadig det gode håndværk, der tæller. Tom Andresen siger til DR Fyn, at både lokalerne og de lokale, erfarne møllefolk er en fordel for produktionen:

”Der er gode lokaler i de gamle Vestas-bygninger. Der er lokaler, der er egnede til overfladebehandling, og så er der folk i området, der har kendskab til lakeringsopgaver og svejsning.”