ArbejdsmarkedetØvrigt

Flere skal gøre rent på fuld tid

Rengøringsområdet er præget af mange deltidsstillinger i dag. FOA, 3F og KL er gået sammen for at ændre dette. Dels fordi mange af de deltidsansatte rengørings- og husassistenter gerne vil fuldtidsansættes. Dels fordi det forventes, at der snart kan blive mangel på arbejdskraft.

”Når jeg var færdig med at arbejde, så var det bare dét – så skulle jeg ikke tænke på det igen. Så kunne det egentlig være lige meget, hvordan jeg gjorde mit arbejde. Nu hvor jeg er fastansat, er det vigtigt, at jeg gør mit arbejde ordentligt og passer det til punkt og prikke hele tiden.”

Kasper, serviceassistent i Sønderborg Kommune, udtrykker en af fordelene ved at være ansat på fuld tid frem for deltid. Han er en af tre personer, som via filmklip på Personaleweb skal inspirere rengørings- og husassistenter og deres ledere til at oprette flere fuldtidsstillinger.

Projektet Fuldtidsjob med rengøring er søsat af KL, 3F og FOA og har til formål at reducere andelen af deltidsansættelser ved at oprette nye fuldtidsansættelser. Det er vigtigt, fordi der er en forventning om, at der i fremtiden bliver mangel på arbejdskraft. Samtidig ønsker mange af de deltidsansatte at arbejde fuld tid. Parterne bag projektet har sendt postkort ud til landets kommuner med en opfordring til de fuldtidsansatte rengørings- og husassistenter. De skal på et postkort fortælle om deres fuldtidsansættelse og dermed bidrage til indsamlingen af gode og inspirerende historier.

Fuld tid giver administrative fordele

I serviceassistenten Kaspers tilfælde blev to deltidsstillinger slået sammen til én fuldtidsstilling, som han blev tilbudt; og det er netop strategien i Sønderborg Kommune, siger Hanne, der er serviceleder i rengøringsenheden. Hun medvirker ligesom Kasper i en inspirationsfilm på Personaleweb:

”Når der er nogen, der går på efterløn eller stopper af andre årsager, så ser vi, hvilke muligheder der er for at slå enheder sammen og få skabt én stilling på flere timer til de medarbejdere, der ønsker det. Udover at opfylde mange medarbejderes ønsker om flere arbejdstimer, er fuldtidsstillingerne også fordelagtige rent administrativt.” ”Det er både et plus for medarbejderne og for os, i og med at det er nemmere at administrere én medarbejder i en fuldtidsstilling frem for flere, der har deltidsstillinger.”

En relation til rengøringsdamen

For Kasper er kontakten med eleverne på de to skoler, han gør rent på, en af de største fordele ved at være ansat på fuld tid. Han siger i sin video:

”Kontakten med elever og kursister er utrolig vigtig. At de ved, hvem jeg er. At det er mig, der sørger for, at huset er pænt. Så bliver det mere naturligt for mig at bede dem om at rydde op, og de ved, at de kan spørge mig, hvis de for eksempel har brug for ekstra papir.”

Vigtigheden af ansvar og identitet i arbejdet, kan også serviceleder Hanne genkende. Hun oplever, at de medarbejdere, der får fuldtidsstillinger, involverer sig mere og tager mere del i fællesskabet. Birgit Henriksen, der ligeledes figurerer i en film på Personaleweb med en historie om succesfulde oprettelser af fuldtidsstillinger, kan nikke genkendende til, at fuldtidsansættelse har en positiv indvirkning på rengøringspersonalet på Skovvangskolen i Glostrup, hvor hun er konstitueret skoleinspektør.

Hun oplever, at rengøringspersonalet, der arbejder fuld tid, identificerer sig med at være en del af rengøringsteamet på Skovvangskolen – i forhold til, hvis de var blevet sendt ud på skolen af et rengøringsfirma. Og så har de et bedre forhold til eleverne, som kender dem og dermed i højere grad tager hensyn:

”Det giver helt klart nogle fordele, at børnene kender dem, der gør rent. De ved, at det er Ingelise, der gør rent i klasselokalet eller fællesrummet, og det gør i hvert fald, at det nogle gange er lidt nemmere at få børnene med på, at de skal rydde op, så rengøringspersonalet kan komme til – fordi de ved, at hvis ikke de gør det, så er det altså Ingelise, der ikke kan nå at gøre rent”, siger Birgit Henriksen.

Læs også