KarriereNy i job

Flere hånd­vær­ke­re­le­ver pakker passet ned og rejser ud

På Tech College i Aalborg mærker man tydeligt, at en ny generation håndværkerelever har indtaget skolen. En generation, der tænker ud over den nationale højderyg og er klar til at rejse ud for at finde en lærerplads, hvad enten det er af ren og skær interesse eller nød, fordi de ikke kan finde en lærerplads herhjemme. 40 elever fra Tech College har lige nu en lærerplads i udlandet, og flere er på vej.
Keld Skovsgård

Næsten 1.000 unge manglede på landsplan i efteråret 2012 en lærerplads som tømrer ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Tallene er langt fra nogen opmuntring, hvis man som nogle af eleverne på Tech College i Aalborg netop står og skal finde en lærerplads som tømrer. Opmuntringen finder de så til gengæld andre steder på globussen. I for eksempel Australien og Norge er danske tømrerlærlinge nemlig eftertragtede, og andre af skolens håndværkerelever; malere, murere og elektrikere tager til andre dele af verden, hvor de let kommer ind.

På Tech College fortæller Keld Skovsgård, der er uddannelsesdirektør, at man de seneste år har haft en målrettet indsats mod virksomheder i udlandet – blandt andet med globaliseringsagenter – og samtidig mærker han en stor villighed blandt de unge til at rejse ud.

”Vi kan mærke, at vi har en generation, der tænker ud over den nationale højderyg. Det handler også meget om, at skolen er i stand til at organisere det, for det kræver, at man skaber nogle alliancer på tværs af landegrænserne, og det gør eleverne ikke selv,” siger Keld Skovsgård og uddyber, at der også er nogle, som skal sætte sig ind i til tider tør teori om EU-projekter og søge dem.

Lige nu har 40 elever en lærerplads i udlandet, og flere er ifølge Keld Skovsgård på vej. Den ene type håndværkerelev, der rejser ud, kan være ham eller hende, der som nævnt ikke kan finde en lærerplads i Danmark. Derudover oplever skolen også, at unge rejser ud af ren nysgerrighed, og så kommer hjem og er på skolebænken i Danmark, og så er der den sidste gruppe, der så at sige rejser ud med den danske lærerplads, som har afdelinger i udlandet.

Desuden tager eleverne, som starter på grundforløbet på Tech College på en studietur på tre uger til udlandet – en lille appetizer – som for manges vedkommende giver appetit på mere.

Vigtigt med internationalt indblik

På Tech College er man yderst positiv overfor tendensen med, at flere håndværkerelever rejser ud i verden for at dygtiggøre sig.

”Det er dejligt, at der er den mulighed. Det står jo egentlig i bekendtgørelsen, at man som uddannelsesinstitution skal bidrage til at sætte sine fag ind i den globale tankegang, hvilket vi gør nu. Desuden er der flere og flere virksomheder i Danmark, der har internationale relationer, hvor lærlingene skal have en eller anden form for internationalt indblik. Det er langt vigtigere nu end for bare 10-15 år siden,” siger Keld Skovsgård, der fortæller, at skolens netværk stille og roligt breder sig i takt med, at årene går.

Nogle af de elever, der har været i udlandet under deres uddannelse, er taget tilbage til det land, de var i. Måske har de mødt en partner, som gør det ekstra attraktivt at være i et nyt land, og så opretter de en virksomhed – og har pludselig selv brug for en lærling – gerne fra Danmark.

”De danske håndværkerelever har et godt omdømme, og de klarer sig godt i udlandet,” siger Keld Skovsgård.

Han er klar over, at man måske kunne frygte, at lærerpladserne i udlandet ikke er lige så gode som i Danmark, men sådan mener han slet ikke, det hænger sammen.

”De udenlandske erhvervsuddannelser er generelt – i en meget stor del af landene – meget specialiserede. For eksempel finder man uddannelser, hvor man kun arbejder med fliser – eller kun arbejder med sten. De danske elever kan flere ting og er bredere. Derfor oplever vi, at de er bedre til at koordinere opgaverne i forhold til for eksempel englænderne, hvor man skal have tre englændere til at løse de samme opgaver som en dansker,” siger Keld Skovsgård og understreger, at det ikke nødvendigvis går ud over kvaliteten, at danskerne ikke er så specialiserede, fordi meget er automatiseret i dag.

Håndværkereleverne har mulighed for at rejse ud til en jobsamtale to gange, hvor det er muligt at søge støtte – se mere herunder.

Dit første Eures-job
Du har mulighed for at få økonomisk støtte, hvis du skal til jobsamtale i et andet EU-land. Hvis du får et varigt job i et andet EU-land og flytter dertil, har du desuden mulighed for at få økonomisk hjælp til etablering.

For at kunne søge om støtte, skal du:
• være mellem 18 og 30 år.
• være statsborger i et af de 27 EU-medlemslande.
• have bopæl lovligt i et af de 27 EU-medlemslande.
• være indkaldt til jobsamtale i et andet EU-land end bopælslandet eller
• overtage job af mindst seks måneders varighed, og flytte til et andet EU-land end bopælslandet.
• der skal søges støtte FØR datoen for jobsamtale eller job.
• kunne fremlægge dokumentation fra arbejdsgiver for jobsamtale/overtagelse af job.

Du kan læse mere på europa.eu/eures