Flere er startet på byggeriets uddannelser


byggeriets uddannelser

Mere end 1.200 unge er i år blevet optaget på en videregående uddannelse inden for byggeriet – det er ni procent flere end sidste år.

Ulla Oppermann Blankholm
Blankholm Kommunikation


Det var særdeles kærkomment, da mere end 1.200 unge i sommer blev optaget på en videregående uddannelse inden for byggeriet. Dansk Byggeris arbejdsmarkedsanalyse viser, at der i løbet af de kommende 10 år vil komme til at mangle 2.500 ansatte med en erhvervsakademiuddannelse og 500 ansatte med en professionsbachelor inden for byggeri og anlæg.

Derfor blev en stigning på ni procent i optaget taget imod med kyshånd. Ifølge Dansk Byggeri er det særligt bygningskonstruktøruddannelsen, der trækker procentsatsen op – med en stigning på 139 studerende. 800 unge blev optaget på bygningskonstruktøruddannelsen, mens 78 er kommet ind på uddannelsen som byggekoordinatorer – og 369 skal i gang med at læse til diplomingeniør inden for byggeri og anlæg.

”De flotte optagelsestal tegner godt for bygge- og anlægsbranchen, for branchen har brug for et uddannelsesløft,” siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Sidse Frich Thygesen og fortsætter:

”Det er naturligvis positivt, at mange unge har valgt at læse til konstruktør eller bygningsingeniør, men vi kunne godt have ønsket os, at flere unge havde valgt at starte på byggekoordinatoruddannelsen, hvor fokus i høj grad er på kompetencer inden for styring, logistik og ledelse af processer.”

Ny uddannelse kræver tilvænning

Uddannelsen til byggekoordinator er en ny uddannelse, og Sidse Frich Thygesen understreger, at det tager tid for en ny uddannelse at få fodfæste. Sidste år startede de første elever ifølge Dansk Byggeri på den to-årige erhvervsakademiuddannelse som byggekoordinator. Uddannelsen henvender sig til erhvervsuddannede inden for byggeri og anlæg – der ønsker at læse videre.

”Byggekoordinatoren bliver bindeleddet mellem for eksempel mureren og arkitekten eller tømreren og ingeniøren, og vil styrke koordineringen i byggeprocessen og optimere produktiviteten på byggepladserne. De nye byggekoordinatorer vil kunne lede og koordinere en byggeproces ved for eksempel at holde styr på tidsplaner og sørge for, at kontrakterne og budgetterne overholdes, og der leveres til tiden,” lyder det på Dansk Byggeris hjemmeside, hvor direktør og regionsformand i Dansk Byggeri, Michael E. Anker fra tømrer- og snedkerfirmaet E. Anker & Søn, udtaler:

”Uddannelsen forener forretningsforståelse og viden om det byggefaglige, og gør dermed dimittender i stand til at tænke forretning ind i alle faser af et byggeri. Det er der i høj grad brug for i branchen.”

Situationen lige nu i byggeriet

I slutningen af august 2015 viste tal fra Danmarks Statistik, at byggebeskæftigelsen kom overraskende godt fra start i 2015 og nu ligger på et højere niveau end i 2014, der var præget af en betydelig udbedring af stormskader.

”I de seneste fire måneder har der været en stabilisering på et moderat niveau omkring 143.500 beskæftigede lønmodtagere i byggeriet, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Fra maj til juni kom der cirka 250 flere beskæftigede lønmodtagere i byggeriet,” siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri, på organisationens hjemmeside.

Han giver denne forklaring på årsagerne:

”Byggeriet er begunstiget af store bygge- og anlægsprojekter som for eksempel metro og superhospitaler. Men det var især den ekstraordinære milde vinter, der løftede byggebeskæftigelsen i 1. kvartal, hvorefter der er sket en stabilisering. Det hører også med til historien, at man både i byggebranchen og i andre erhverv gør en ekstra indsats for at holde på den eksisterende arbejdskraft for at imødegå kommende kapacitetsudfordringer.”

I Dansk Byggeri forventer man et lille løft i byggebeskæftigelsen henover foråret i 2016, når effekten af den genindførte BoligJobordning slår igennem.