ArbejdsmarkedetØvrigt

Fiskenets-producent har succes i udlandet

Keld Fjord Tarbensen, direktør for Nyhavns Vod- og Trawlbinderi i Esbjerg, kunne for fire-fem år siden se til, mens nogle af hans konkurrenter gik konkurs – og han selv var mærket af hans kunders konkurser inden for fiskeindustrien: Egenkapitalen røg på tre-fire måneder. Han havde næsten ikke råd til det: Men han satsede på udlandet, fordi han mente, det var den eneste vej frem: Og han fik ret.

Den ene konkurrent efter den anden gik konkurs om ørene på Keld Fjord Tarbensen, direktør i Nyhavns Vod- og Trawlbinderi i Esbjerg, eller også valgte de at fusionere for at overleve. Det er fire-fem år siden, og direktøren husker det som en rigtig hård tid, hvor også egenkapitalen forsvandt inden for ganske få måneder.

Keld Fjord Tarbensen, direktør for Nyhavns Vod- 
og Trawlbinderi i Esbjerg

”Jeg havde næsten ikke råd til at satse på udlandet, men det var efter min mening den eneste vej frem. Det er svært at gøre, når man samtidig er presset,” fortæller han.

Nyhavns Vod- og Trawlbinderi producerer især fiskenet, og leverer i dag til lande som Skotland, Thailand, Sydafrika Shetlandsøerne og Bangladesh. Folk fik dog rynker i panden, da Keld Fjord Tarbensen fortalte, at han ville satse på det asiatiske marked. Han havde også selv sine betænkeligheder, men de er i dag vendt til begejstring – 90 procent af produktionen bliver eksporteret.

Lige nu har Keld Fjord Tarbensen investeret fem millioner kroner i en fabrik i Bangladesh i byen Chittagong. Det er ikke noget, han bare er sprunget hovedkulds ud i, for virksomhedens historie i Bangladesh strækker sig tilbage til 2006, da en af hans kunder havde fået en henvendelse fra Bangladesh.

Forbedring på 700 procent
”De ville gerne have, at han kom og lærte dem at fiske i Bangladesh. Min kunde satte dog som krav, at han ville have noget ordentligt grej med, og grejet skulle komme fra mig, for det har han brugt i 25 år,” siger Keld Fjord Tarbensen og uddyber, at nogle af de moderne trawl, der nu er blevet leveret til 70 store kuttere i Bangladesh, har forbedret effektivitet og fangster med op til 700 procent.

”Det er jo meget, så det er der andre, der har fået nys om, og specielt de seneste to år er det eskaleret meget i Asien, så nu satser vi også på Thailand, Taiwan og Indien,” siger han.

Hovedårsagen til, at der netop nu bliver bygget en fabrik i Bangladesh er ikke så meget på grund af produktionen, men fordi det er nødvendigt med et varelager. Fiskerne kan ikke vente to måneder på et net, fordi det skal transporteres fra Danmark. På fabrikken vil man desuden reparere nettene.

”Det skyder derudaf, og der er kommet flere medarbejdere inden for de seneste år,” siger direktøren, der har seks medarbejdere i Danmark, og regner med at ansætte 10 i Bangladesh.

Uden sammenligning
Keld Fjord Tarbensen var overrasket, da han første gang kom til Bangladesh. Det lignede intet, han havde set før.

”Det kan ikke sammenlignes med noget som helt andet. Der bor 160 millioner mennesker dernede, og kun to millioner har penge – resten har kun det, de går og står i. Det siger jeg altid til min familie: At de ville have godt af at se, hvor godt vi har det. Men jeg må indrømme, det er svært at se så meget fattigdom,” siger Keld Fjord Tarbensen, der råder andre med drømme om at starte i Bangladesh til at holde begge ben plantet på jorden – og acceptere befolkningens overvejende muslimske tro.

Desuden mener han, at det er vigtigt, at man holder det, man lover. Selv om man måske tror, at det ikke gør så meget, at man afleverer lidt senere end lovet i et land som Bangladesh, så er det en helt forkert antagelse. Der gælder præcis de samme regler blandt de professionelle forretningsfolk i Bangladesh som i Danmark.

”Det næste jeg forestiller mig skal ske, er en fabrik i Sydafrika. Det råber de efter dernede,” siger han.

Læs også