Øvrigt

Eksport af dansk økologi tredoblet

Danske økologiske varer er de seneste år blevet mere og mere eftertragtede at hive ned fra hylderne i udenlandske supermarkeder eller butikker. En af grundene til den store stigning i eksporten skyldes, at Danmark har et forspring med de økologiske varer i forhold til vores nabolande.

Økologiske oste fra Søvind Mejeri ender i indkøbskurvene i USA, Storbritannien, Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Frankrig og Schweiz. 40 procent af mejeriets oste, der er fremstillet af ko- og gedemælk, ender på de udenlandske hylder, og det er en tendens, som ikke kun gælder Søvind Mejeri.

Eksporten af danske økologiske varer er tredoblet fra 2005 til 2009, så værdien af de eksporterede økologiske varer i 2009 udgjorde 743 millioner kroner. Klaus Bentzen, der er eksportchef i Økologisk Landsforening, mener den store stigning skyldes, at vi i Danmark er foran med de økologiske produkter.

”Vi er fem-seks år foran vores nære markeder, og så er vores økologiske kvalitetsprodukter oppe i et højere gear end vores nabolandes,” siger han.

Det er typisk inden for mejeri og slagteri, at de økologiske produkter står stærkest, men eksportchefen mener også, at der er et stort potentiale for de danske, økologiske grøntsags avlere og andre økologiske kvalitetsprodukter. Det er især supermarkeder og butikker, der fører de økologiske varer, men også mange gourmetrestauranter har fået øjnene op for kvaliteten i produkterne. Den meget positive omtale af ”Det Nye Nordiske Køkken” og Noma som verdens bedste restaurant har også været med til at få udlandets øjne op for dansk økologi.

”Bearbejdningen af eksporten har været meget fokuseret og intens, og dansk økologi er derfor blevet et meget stærkt brand i udlandet. Når man siger Organic Denmark i Tyskland og Sverige for eksempel, så betyder det kvalitet og professionalisme. Samtidig kan de virksomheder, der står bag Organic Denmark, løfte opgaven med de økologiske varer, og de har en forbrugerorienteret markedstilgang.”

Hul i markedet
Det gør sig nemlig ikke gældende for vores nabolande. I Tyskland er det økologiske marked ifølge Klaus Bentzen kendetegnet ved at være delt op i to forskellige producenter: Den meget industrialiserede producent, som stort set kun fokuserer på økologi, men ikke på kvalitet – og så de små økologer, der har fokus på kvalitet, men ikke kan servicere detailhandlen, fordi de simpelthen er for små.

”De danske producenter passer rigtig godt ind i hullet mellem de to typer producenter i Tyskland. De seneste fem-seks år er de danske producenter vokset på grund af den store danske efterspørgsel, og de har samtidig været i stand til at håndhæve kvaliteten i en større industriel produktion,” siger Klaus Bentzen og tilføjer, at Danmark er det land i verden, hvor flest indbyggere køber flest økologiske varer.

Han mener desuden, at Danmarks tilstedeværelse på verdens største økologiske messe Bio Fach i Nürnberg i Tyskland, virkelig har taget kegler på den internationale scene.

”Fremtiden ser lys ud. Det lønner sig at gå forrest, selv om det giver nogle tæsk til at starte med. Går man forrest længe nok, så begynder de andre at tænke, hvorfor har vi ikke gjort det? Og det er dér, vi er nu. Det handler om at forankre eksporten og få den over i næste generation, så vi stadig kan være forrest, når vores nabolande kommer med.”

Boom i Tyskland
Da interessen for økologiske varer startede i Danmark, var Tyskland i en økonomisk bølgedal – det var et land, der stadig slikkede sårene efter genforeningen – og selv om den almindelige tyske forbruger havde lyst til økologiske varer, så var det ikke muligt rent økonomisk.

”Nu boomer det til gengæld, og det har en meget positiv afsmitning på det danske marked. Der er stor forskel på, om man oplever en vækst i salget af økologiske varer på fem procent i et land som Tyskland med 85 millioner indbyggere eller i et land som Danmark med fem millioner indbyggere.”

I Sverige har man også været tilbageholden med økologiske varer de seneste år, og her har opfattelsen ifølge eksportchefen været, at man ikke behøvede at bruge penge på økologi, når nu man boede i så rent et land, men nu vokser det økologiske marked stærkt. Desuden har valutaen i høj grad spillet ind, men den er nu i bedring, så også her mener man i Økologisk Landsforening, at der ligger et stort potentiale for de danske økologiske varer.