Øvrigt

Ejen­doms­mæg­ler? Husk de nye regler for din ud­dan­nel­se

Den 1. januar trådte nye regler for ejendomsmægleres basis- og efteruddannelse i kraft. Reglerne er indført for at få et bedre og mere troværdigt image i branchen.

Ejendomsmæglere topper sjældent troværdighedsanalyserne, og det er man helt klar over i Dansk Ejendomsmæglerforening. Ifølge Gitte T. Laursen, der er uddannelseschef i Dansk Ejendomsmæglerforening, er det afgørende – af hensyn til branchens generelle image i offentligheden, og af hensyn til troværdigheden over for kunderne og dermed i sidste ende af hensyn til branchens indtjening - at branchen har et fagligt højt niveau. Derfor har man nu skærpet kravene om obligatorisk basis- og efteruddannelse for ejendomsmæglere – pr. 1. januar 2014.

”Den væsentlige forskel på de gældende og de nye regler er, at for ejendomsmæglere og diplomvaluarer, der er personligt medlem af DE, er der sket en udvidelse af efteruddannelseskravet fra 1 kursusdag til 12 lektioner. For ansatte og indehavere, der ikke er personlige medlemmer af DE, og som har arbejdet i branchen i mere end to år, er efteruddannelseskravet fortsat 6 lektioner,” skriver Gitte T. Laursen i Ejendomsmægleren – og hun fortsætter:

”Endvidere er der vedtaget særlige basisuddannelseskrav til alle, der har arbejdet mindre end to år i branchen. Der er også indført en bod, hvis kravet om obligatorisk basis- og efteruddannelse ikke opfyldes.”

Kravene om, at man skal have de nødvendige kompetencer gælder for alle i mæglervirksomheden, uanset hvor mange timer man er beskæftiget.

Krav for at imødekomme kunderne

Uddannelseschefen i Dansk Ejendomsmæglerforening understreger, at foreningen ikke er efter ejendomsmæglerne, men vil imødekomme kundernes stigende forventninger.

”Husk, at basis- og efteruddannelseskravet kun er et minimumskrav og et kvantum. Det angiver ikke den enkeltes kompetenceudviklingsbehov.”

Hvis man ikke når at tage på kursus, risikerer man en bod på 3.000 kroner og et krav om, at man gennemfører sin obligatoriske basis- eller efteruddannelse i løbet af tre måneder.

Ejendomsmæglerne har det hårdt

Ifølge en artikel på Berlingske Business’ hjemmeside fra 2012 er der sorte udsigter for ejendomsmæglerne i kølvandet på finanskrisen. En undersøgelse viste (i 2012, red.) på det tidspunkt, at de største danske ejendomsmæglere kun lige akkurat havde overskud på bundlinjen, og at der var dårligere tider på vej.

”Bruttofortjenesten er stigende, og årsresultaterne udgør kun et lille plus for de største danske ejendomsmæglere. Efter et rædsels år i 2008 løb det rundt for mæglerne de næste to år, men 2011 sluttede med fire konkurser. Det kan være et forvarsel om regnskaber med blodrøde tal og flere krak,” lyder det i artiklen.

Undersøgelsen er foretaget på baggrund af de seneste tre årsregnskaber fra de 40 største ejendomsmæglere målt på antal ansatte.

Om de nye regler for ejendomsmægleres basis- og efteruddannelse vil gøre tiderne mere positive for ejendomsmæglernes indtjeningsmuligheder, vil de nærmeste år vise. Du kan læse mere om de nye regler for uddannelse på: http://www.de.dk/de-s-krav-om-basis-og-efteruddannelse