Øvrigt

Ef­ter­lys­ning: I denne del af Danmark hungrer de efter it-folk

Flere virksomheder midt i landet har svært ved at indfange de dygtigste it-folk. Derfor bliver der nu taget utraditionelle metoder og samarbejder i brug for at tiltrække opmærksomhed fra skarpe it-hjerner.

Virksomhederne i Odense på Fyn har svært ved at tiltrække og rekruttere dygtige medarbejdere indenfor robotteknologi og it.

Derfor er fem partnervirksomheder i EU-projektet Best Brains gået sammen i forsøget på at indfange byttet og tilbyde en it-karriere på øen, der efter sigende har de smukkeste piger.

"Vores virksomhed er i rivende udvikling, men vi må erkende, at vi indimellem bremses af, at vi ikke kan rekruttere tilstrækkeligt mange kvalificerede folk," siger Michael Walther, it-direktør hos Ordbogen.com, et it-firma som arbejder med sprogteknologi.

Nørder igennem

Initiativet, der skal hente nye folk til Fyn, kaldes Tech Talent Case Camp og er på én og samme tid en udvidet ansøgningsproces til specifikke job i de fem virksomheder og en camp med mulighed for at arbejde med konkrete cases, nørde igennem og udvikle sine færdigheder.

"Med Tech Talent Case Camp kridter vi banen op for et utraditionelt ansættelsesforløb, hvor det traditionelle jobinterview erstattes af en uge med faglige udfordringer, samarbejde og sociale aktiviteter. Vi vil vise, hvad Odense kan byde på, både på det faglige og det sociale plan," siger Michael Walther.

Campen er markedsført både i Danmark og udlandet, så arbejdet kommer til at foregå i et internationalt miljø med engelsk som arbejdssprog.

"Selve konceptet med en case camp er ikke nyt, men det er typisk de rigtig store virksomheder, der har ressourcerne til at gennemføre sådanne arrangementer. Det nye er, at vi er fem virksomheder, der i et samarbejde med Odense Kommune gør en indsats for at vise de faglige miljøer, vi har," siger Michael Walther.

Du kan læse mere om campen her.