Det job skulle jeg bare have


Doctor

Af Ulla Oppermann Blankholm

Heidi Forberg blev den 1. september 2010 ny leder for Regionernes Sundheds-IT – et job som hun bare ville have.

Heidi Forberg var efter sin kandidatgrad i Management of Technology fra Handelshøjskolen i København, begyndt at arbejde med it, imens hendes mand var medicinstuderende. Hun lyttede opmærksomt til, hvad han fortalte om sine arbejdsgange, når han for eksempel skulle bestille et akut røntgenbillede. Så skulle han løbe helt ned på røntgenafdelingen for at få det bestilt – en langsommelig proces med Heidi Forbergs øjne.

”Det vækkede min nysgerrighed, for jeg vidste, de havde masser andet at bruge deres tid på. Jeg kunne se nytten i at bruge it inden for sundhedssektoren,” fortæller Heidi Forberg, der senest har arbejdet som leder i Tieto IT Outsourcing og Managed Services og Tieto Healthcare.

Nu er hun blevet leder af Regionernes Sundheds-IT – RSI - et job, som hun betegner som perfekt for hende. Her kan hun nemlig også kombinere interessen for sundhed og it.

”Da jeg så jobannoncen i avisen, tænkte jeg, at det job måtte jeg bare søge. Jeg var ikke aktivt jobsøgende, men det job ville jeg bare gerne have.”

Hun kender en del i branchen, men hun ansøgte på lige fod med alle andre, men må indrømme, at det ikke var nogen ulempe at have et netværk.

”Samtidig tror jeg, at jeg fik jobbet på grund af mine kompetencer og ikke på grund af mit netværk,” siger hun.

Ikke altvidende
Der er stille og roligt kommet mere og mere ledelse ind i Heidi Forbergs arbejde; det er ikke noget, hun bevidst er gået efter, men hun befinder sig godt i rollen.

”Det er nok, fordi jeg har set, at det at være leder ikke betyder, at man skal være altvidende. Men man skal være den, der kan få noget frem og skabe udvikling gennem andre mennesker. Jeg er her ikke for at gennemtrumfe beslutninger.”

Hendes mål som leder i RSI er at nå de mål, som Regionernes Sundheds-IT har forpligtet sig til, og hun vil netop nå dem ved at få folk til et involvere sig, være ekstremt målorienteret – og skubbe på. Hendes ledelsesstil er lyttende, og hun trives godt med medarbejdere, som er eksperter på området og som har deres mening om tingene.

Hun har lige været til møde med toppen af toppen, som hun kalder det, inden for sundheds-it, som eneste kvinde. Generelt er der ellers flere kvinder inden for sundheds-it end inden for it generelt, og hun mener, det er uhensigtsmæssigt, at der ikke er flere kvinder inden for området.

Mangler kvinder
”It-branchen sælger ikke sig selv godt nok over for kvinder. Da jeg forlod Tieto sagde de; hvad sker der nu – nu har vi ikke så mange kvinder tilbage. Mændene i it-branchen kan også se, at det fungerer bedst og er mest interessant, hvis der er en balance mellem kønnene.”

Hun mener dog, at der er stor forskel på området, men at der generelt er et billede af, at branchen handler om bits og cola og ikke er noget for en kvinde.

”Men når man så ser sådan en som Malou Aamund, så tænker mange; hold da op, kan der også være sådan nogle typer i branchen, og det er rigtig godt. Der er virkelig brug for de kvindelige dyder inden for it-branchen, og jeg ved som sagt, at nogle mænd i it-branchen vil sætte pris på dem.”

Siden RSI blev dannet i februar 2010 har en styregruppe med repræsentanter for de fem regioners direktioner stået i spidsen for organisationen. Ansættelsen af sundheds-it-chefen ses som det næste skridt i retningen mod en fast og slagkraftig organisation.