Det al­ler­bed­ste hospital på Facebook

Frederiksberg Hospital og Bispebjerg Hospital fusionerede den 1. januar og flytter sammen, når et nybygget hospital står klar på Bispebjerg Bakke. I den forbindelse er en ny strategi under udarbejdelse – blandt andet med hjælp fra borgerne, der er blevet inviteret til dialog på Facebook.

Under overskrifter som I centrum eller blot et nummer i rækken, Brug for mere kærlighed og omsorg og Humor giver velvære fortæller tidligere patienter på Bispebjerg og Frederiksberg hospitaler om, hvad der har betydet noget for dem som patienter.

Fortællingerne udfoldes på korte videofilm på Facebook-siden Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler, som har til formål at skabe debat om, hvad der gør et godt hospital og en god patientoplevelse. Siden er blevet til i anledning af, at det nye hospital havde brug for borgerinput til udviklingen af en ny strategi.

I rækken af videoer figurerer introduktionsvideoen Den ideelle patientbehandling, der gør det klart, at det nye hospital agter at blive det bedste. Endelig findes en velkomstvideo med hospitalsdirektør Janne Elsborg, der byder velkommen til Facebook:

”For at komme godt i gang med det nye og samlede hospital, så har vi brug for så mange input som overhovedet muligt. Derfor vil jeg invitere alle, som har noget på hjerte og har nogle ting, de gerne vil drøfte med os, med i den her debat om det nye hospital. Om du er patient, borger, ung eller gammel, så hører vi rigtigt gerne din mening,” siger Janne Elsborg blandt andet i velkomstvideoen.

Direkte dialog

Else Wad Bjørn

Indtil videre har rigtigt mange forskellige mennesker givet deres mening til kende på Facebook-siden – også mange, der måske ikke ville prioritere at møde op til et borgermøde om udviklingen af det nye hospital, men som har taget sig tid til at klikke ind på hospitalets profil og skrive en kommentar.

Det er en god pose blandede bolcher, man finder på væggen – fra konkrete oplevelser i hospitalsregi til klager over ventetiden på skadestuer. Det er i tråd med Janne Elsborgs ønske om så mange input som overhovedet muligt.”

Kommunikationschef Else Wad Bjørn forklarer, at fordelen ved dialog på Facebook netop er, at indlæggene er spontane og umiddelbare – også selvom ikke alle indlæg er lige relevante for strategiarbejdet:

”Det, jeg har oplevet som en stor fordel ved at bruge Facebook er, at brugernes input er mere hånden på hjertet og spontane. Det bliver en meget direkte dialog og ikke så konstrueret,” siger Else Wad Bjørn og uddyber:

”Brugerne er vant til at kommunikere med venner og bekendte på Facebook, og det er lidt den samme direkte og uformelle tone, de tager med ind på vores side.”

En social slagplan

Gruppen bag Facebook-siden er gået systematisk til værks og har lavet en slagplan for brugen af Facebook. Med inspiration fra andre virksomheder på Facebook er der blevet taget nøje stilling til, hvordan man vil reagere på eventuelle upassende indlæg, og det er ikke tilfældigt, at alle indlæg bliver besvaret seriøst og omhyggeligt:

”Vi svarer på alle henvendelser; det er vores måde at vise, at vi tager borgerne alvorligt. En af vores kerneværdier er netop, at vi forholder os lyttende og inddragende til vores omgivelser, og vi synes, at et socialt medie som Facebook er et godt sted at vise det,” siger Else Wad Bjørn.

Efter en håndfuld måneder på Facebook er kommunikationschefen positiv og ser muligheder i den fortsatte brug af Facebook. Det nye hospital håber, at aktiviteten og debatten på siden vil fortsætte, så borgerne fortsat kan inddrages i udviklingen af hospitalet.

Udover at være medvirkende til at opfylde det nye hospitals mål om at skabe debat og drøfte holdninger og forventninger med brugerne, skal Facebook-profilen bruges til at gøre opmærksom på nye tiltag – for eksempel et elektronisk magasin om ny forskning, som skal gøres tilgængeligt for en større målgruppe.

Se Bispebjerg og Frederiksberg Hospitalers facebook-side her: http://www.facebook.com/groups/273092756109056/#!/BBHFRH