KarriereLedelse

Danske ledere mangler global tankegang

Ledere i multinationale virksomheders danske hovedkontorer mangler globalt udsyn, og det betyder, at virksomhederne går glip af et stort potentiale. Hvis den danske måde at gøre tingene på, bliver overført til udlandet, ender virksomheden med at gå glip af et vigtigt potentiale, mener dansk forsker.

Vi gør tingene på en bestemt måde i Danmark, og hvis man som leder aldrig har været udstationeret, så har man tendens til at overføre den måde til datterselskaberne rundt om i verden. Det globale mindset mangler simpelthen. Det viser forskning fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Erhvervs-ph.d. Marianne Storgaard har i sin afhandling undersøgt globaliseringens udfordringer i forholdet mellem virksomheders hovedkontor i Danmark og datterselskaber rundt om i verden.

”Ledelsen i datterselskaberne – hvad enten den er dansk eller international – fortæller, at de danske virksomhedsledere kommer til at gøre tingene på dansk. Hvis man har succes med noget i en dansk kontekst, så kommer man til at brede det ud. Man skaber en referenceramme ud fra det, man selv sidder i, uden at tænke på, om der er nogle særlige omstændigheder, som gør sig gældende i et andet land. Det er meget uhensigtsmæssigt,” siger Marianne Storgaard, der mener, at lederne simpelthen glemmer at spørge om andre omstændigheder eller ikke ved, at der er behov for at spørge om dem.

Udlandsrejser ikke nok
Den globale tankegang er ifølge Marianne Storgaard svær at oparbejde ved at være leder i Danmark, også selv om mange af dagene i kalenderen står på udlandsrejser i forbindelse med jobbet. Når topledelsen er ude at rejse, så er spejlene pudset i datterselskabet, og man spiser til middag på pæne restauranter. Den globale mindset opstår først, når man er en del af hverdagen, mener forskeren.

”Der ligger en læring i at være lydhør overfor at gøre tingene på andre måder. Hvis man sidder som dansk ledelse uden et globalt udsyn, så er der mange muligheder og andre måder at gøre tingene på, som man ikke ser. Vi vil gerne globalisere, men vi glemmer at globalisere inde i hovederne på os selv, og derfor går vi glip af noget potentiale,” siger Marianne Storgaard, der desuden mener, at det gør det vanskeligere for os at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, som vi får god brug af i fremtiden.

Hun ser dog masser af gode tendenser i de danske virksomheder, selv om det er et område, der kræver en kraftig indsats.

”Nogle virksomheder sender deres upcoming ledere ud, fordi man vil have, at de får en såkaldt kontekst generisk forståelse, og altså ikke kun bliver i stand til at forstå specifikke kontekster. Har man boet i USA, og så i Singapore, så begynder man at hæve sig op over det hele og forstå det mere kontekst generisk. Det er der nogle virksomheder, der har god succes med,” siger hun og fortsætter:

”Man opnår først det globale mindset, når man har arbejdet i udlandet, og det er også derfor, at nogle virksomheder argumenterer for, at man ikke rekrutterer til toppen, med mindre personen har været ansat i udlandet.”

Værdi for virksomheder
Marianne Storgaard har forsvaret sin ph.d., og det gik godt. Men som hun siger, er hendes succeskriterium ligefrem proportional med, hvor mange der har reageret på hendes nye viden.

”Der er mange virksomheder, der har kontaktet mig efterfølgende, fordi de ville have min afhandling. Det må betyde, at temaet, som jeg diskuterer, forekommer at være relevant for dem,” siger hun.

Lige nu er hun i gang med at søge midler til et forskningsprojekt for at kunne gå skridtet videre med sin forskning og finde ud af, hvordan man konkret skaber det globale mindset. Hvis der i ens danske topledelse er to udlændinge, men man stadig ikke lytter, så er man lige vidt – så Marianne Storgaards næste mål er at finde ud af, hvordan danske ledelser åbner ørene og får det internationale input.

Læs også