Karriere

Arbejde i Sverige: Hvor meget skal jeg betale i skat?

Det svenske skattesystem ligner på mange måder det danske. Skatten er fordelt på kommune- og statsskat og ligesom i Danmark stiger skatten i takt med indkomsten. Når man pendler til et arbejde i Sverige er det mest almindelige, at man betaler skat efter en særlig ordning, der kaldes SINK.

Når du begynder at arbejde i Sverige, skal du betale skat i Sverige. Derfor skal du have et såkaldt ”samordningsnummer” hos Skatteverket i den kommune du skal arbejde i. Når du ansøger om svensk beskatning hos Skatteverket, skal du bruge en blanket, som hedder ”Ansøgning om særlig indkomstskat for udenlandsk bosiddende” eller SKV 4350. Første gang du ansøger skal du også medbringe dit pas.

SINK-Skat – kun 20 procent

Hvis du dagligt pendler fra din bopæl i Danmark til et arbejde i Sverige, er du begrænset skattepligtig i Sverige og kan blive beskattet med en særlig indkomstskat, kaldet SINK-skat. SINK-skat er en statslig bruttoskat på arbejdsindkomst, hvilket betyder, at man samtidig kan have andre indtægter, som f.eks. renteindtægter, der stadig skal beskattes i Danmark. SINK-skatten er på 20 %, men giver ingen fradragsmuligheder.

Et valg – svensk indkomstskattelov

Hvis du til daglig pendler til et arbejde i Sverige og normalt betaler SINK-skat, findes der en mulighed for at ansøge om ”almindelig beskatning” i Sverige. Vilkåret er, at du tjener minimum 90 % af din globale indkomst i Sverige - det vil sige i princippet et fuldtidsarbejde. Du vil derefter blive beskattet efter de gældende satser, for dem der bor i Sverige (fuldt skattepligtig). Dermed har du også ret til fradrag for dine omkostninger efter svenske regler.

Fuldt skattepligtig

En person der arbejder og overnatter i Sverige - og kun bor i Danmark i løbet af weekenden kan blive fuldt skattepligtig i Sverige. Det vil sige, han/hun skal betale skat efter normalt gældende satser. Undtagelse: Hvis du overnatter i Sverige, kan du dog ansøge om SINK-skat, hvis du midlertidigt arbejder i Sverige under en periode på højst 6 måneder.

Selvangivelse

Hvis du skal betale SINK-skat, skal du ikke indsende en selvangivelse. Betaler du derimod almindelig svensk indkomstskat, skal du indsende din selvangivelse til Skatteverket.

Ved særlige forhold: Ekspertskat

Er du en udenlandsk såkaldt nøgleperson, som har midlertidigt arbejde i Sverige, kan du blive omfattet af ekspertskat. Ekspertskatten gælder personer med midlertidigt arbejde i Sverige, og personer som har en månedsløn på 88.000 SEK eller mere (indkomståret 2012). Beslutning om ekspertskat træffes af Forskarskattenämnden.

Giv besked til din arbejdsgiver

Når Skatteverket har behandlet din ansøgning, sender de dig enten en afgørelse om SINK-skat eller en A-skatteseddel for beskatning ifølge svenske indkomstskattelov. SINK-afgørelsen eller A-skattesedlen skal du aflevere til din arbejdsgiver. Hvis din arbejdsgiver ikke får afgørelsen om SINK eller en skatteseddel, er denne tvunget til at trække en højere skat fra din indkomst.

Skal jeg gøre noget i Danmark?

Ja, du skal gå ind på skat.dk - TastSelv - og indtaste dine svenske indkomster og fradrag. Du skal også oplyse at du har betalt skat i Sverige. Der er også en mulighed for at du kan få fradrag for dine renteudgifter i Danmark. Dette berør især dig der er gift.

Vil du vide mere om at bo i Danmark og arbejde i Sverige?

Besøg Øresunddirekt og få svar på dine spørgsmål, finde relevante links og læse meget mere om at arbejde i Sverige.

Læs også