Vi får brug for udenlandsk arbejdskraft

Regeringen siger, der er skabt 40.000 job siden 2011, men Venstre hævder i en ny kampagne, at der kun er skabt 700 job til danskere. Resten er gået til udlændinge.
Læs om Venstres kampagne

De 700 job stammer fra en analyse, som Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda har lavet. Og som der står i analysen, så skal tilvæksten i udenlandsk arbejdskraft ses i lyset af, at der er på grund af den demografiske udvikling er blevet 32.000 færre danske statsborgere i den erhvervsaktive alder.
Læs analysen fra Dansk Arbejdsgiverforening

Når der er 40.000 flere job og 32.000 færre danskere, så kan det ikke undre, at der også er blevet plads til flere udlændinge. Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening ca. 20.000, hvis man omregner det til fuldtidsstillinger. Og her er vi fremme ved sagens kerne. Vismændene forventer at der kan blive skabt helt op til 200.000 nye job i de kommende år, men de næste 10 år bliver der ca. 100.000 færre personer med dansk oprindelse i den arbejdsdygtige alder.

Så der bliver brug for udenlandsk arbejdskraft, uanset om der er tale om udlændinge eller flygtninge eller nydanskere. Og det er egentlig ganske positivt, at diskussionen på 15 år er gået fra at udlændingene belastede samfundet, fordi de ikke kan få job, og til at udlændingene belaster samfundet, fordi de tager jobbene fra danskerne. Begge dele kan naturligvis ikke være rigtige.

Der er naturligvis fordele og ulemper ved alt, men udlændinge der kommer til Danmark for at arbejde, bidrager positivt til det danske samfund. Vi skal være glade for, at så mange gerne vil til Danmark. I udlandet er man kede af, at man mister nogle af de bedst uddannede og mest initiativrige unge. En del af dem ender med at blive boende og blive danskere, og uden denne indvandring ville vi på sigt få svært ved at forsørge det stigende antal pensionister.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen