Hvad skal Danmark leve af?

Dansk Industri har lanceret en ny kampagne under overskriften "Kære Danmark". Kampagnen fortæller bl.a. historien om Vagn Pedersen Maskinfabrik: Hvordan sørger vi for, at Vagn Pedersen Maskinfabrik og andre virksomheder i Danmark kan få de medarbejdere, de skal bruge? Hos Vagn Pedersen Maskinfabrik i Horsens går det godt. Nye ordrer kommer ind i en lind strøm. Desværre kan de ikke få alle de dygtige hænder, der skal til for at gøre ordrerne til virkelighed. De vurderer selv at de kunne øge omsætningen med 40 procent, hvis de kunne ansætte de medarbejdere de har brug for. Det er private job og vækst, som hele Danmark går glip af. Bjarne Sørensen fra Dansk Metal kalder kampagnen for usmagelig, fordi han ikke har hørt fra virksomheden, og fordi virksomheden ikke har slået nogen stillinger op på internettet. Og det er da også 3 år siden virksomheden sidst annoncerede efter medarbejdere på internettet, hvor de søgte en CNC-fræser. Så jeg ringede til virksomheden, og direktør Lars Ravn Nielsen fastholder, at de mangler medarbejdere og har gjort rigtig meget for at finde dem, både ved at henvende sig til jobcenteret og annoncere i lokalavisen og bruge vikarbureauer. De søger industriteknikere med kendskab til betjening af CNC-maskiner. Det går rimeligt godt med at skaffe medarbejdere til dagholdet, problemet er aftenholdet, hvor de i øjeblikket mangler to medarbejdere. Vi har før haft diskussioner med Dansk Industri, om hvorvidt virksomhedernes mangel på arbejdskraft skyldtes, at de ikke er gode nok til at rekruttere. De små industrivirksomheder er generelt bedre til at lave stålplader end til at skrive jobannoncer, og ofte bliver stillingerne slet ikke annonceret på internettet. Men vi må også indrømme, at der begynder at være mangel på industriteknikere, specielt i Jylland, og der skal ikke ret meget mere gang i opsvinget, før der også bliver mangel på andre typer af medarbejdere. Som jobsøger mærker man ikke nogen forskel endnu, men virksomhederne siger, at de får færre ansøgere, og nogle virksomheder oplever nu også, at folk springer fra, fordi de har fået et bedre tilbud. Så der er ikke mangel på arbejdskraft endnu, men der kan hurtigt komme det. Men selvom det er blevet sværere, så er det ikke umuligt. Jobindex er eksperter i at løse de svære sager, og vi kan helt sikkert også hjælpe Dansk Industris medlemmer. Held og lykke med jobsøgningen! Venlig hilsen Kaare Danielsen