Aprilsnar!

Som de fleste nok har gættet var historien om Efterretningstjenestens nye backup-tjeneste og afdeling for Borgerservice en aprilsnar. Jobindex har haft lavet aprilsnar siden 2009, hvor vi fortalte at Københavns Turistråd søgte topløse vikarer til den lille havfrue, der skulle til Kina. Den blev læst af over 100.000 personer, og er nok vores morsomste og mest læste aprilsnar nogensinde.
Læs aprilsnaren om vikarer til den lille havfrue

Der var imidlertid mange andre sjove historier. Vores datterselskab it-jobbank stod bag historien om at Viborg bliver Androidfri zone som en del af aftalen med Apple om det nye datacenter, mens StepStone fortalte at det væltede ind med politikere i CV-databasen. Computerworld har samlet nogle af årets sjoveste aprilsnarer fra it-branchen i ind- og udland.
Læs årets sjoveste aprilsnarer fra it-branchen

Sidste år stod vi bag årets mest omtalte aprilsnar, da vi fortalte at Zoologisk Have søgte en marketingchef til lancering af en ny kollektion af tasker af girafskind, der skulle hedde Marius. Det var dog ikke så populært hos Zoologisk Have, så vi måtte trække aprilsnaren tilbage. Som plaster på såret blev vi sponsorer for girafferne. Så hvis du besøger Zoo i København kan du se et skilt med Jobindex, til minde om Marius og årets aprilsnar!
Læs aprilsnaren om Marius og Zoologisk Have

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen