Bliv hacker hos Forsvarets Efterretningstjeneste

Forsvarets Efterretningstjeneste er på vej ind i den elektroniske tidsalder, for de søger også andre typer af indhentere end de traditionelle spioner. De søger også netværksindhentere, hvor der bl.a. står at "Forsvarets Efterretningstjeneste er det eneste sted i Danmark, hvor man seriøst og lovligt kan arbejde med det, andre vil kalde offensiv hacking" og at der er "flere måder at arbejde med it-netværk, både for at skaffe efterretninger og for at forsvare systemer. Netværksmedarbejderen har et dybt kendskab til nettets struktur og til computere, programmer, applikationer osv." Og der er elektroniske indhentere, der kan være "fagspecialister med et solidt kendskab til digital kommunikation" eller "kryptologer, der kan bryde krypteret kommunikation".

Blandt jobannoncerne finder man bl.a. en Digital Signal Processing udvikler der skal arbejde med "teknisk analyse/reverse engineering af kommunikations-systemer", en databaseudvikler med kenskab til "databaseteknologier som Mongo DB og Hadoop", som kendere vil vide er databaser til meget store datamængder, og klassikeren analytiker af masseødelæggelsesvåben.

Så gode gamle James Bond er ved at blive erstattet af computere, men mon ikke han kan få et job i en af politiets nye fotovogne i stedet for, for Politiet bruger stadig gode gammeldags metoder. Men det er nok kun et spørgsmål om tid før de får data fra telefonselskaberne til at måle hastighederne, og så trækker bøderne automatisk via telefonregningerne.

Se Efterretningstjenestens hjemmeside

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen