Er der flaskehalsproblemer i industrien?

Dansk Industris direktør Karsten Dybvad mener, der er et opsving på vej. "Vi har stille og roligt fået vendt økonomien fra en krisetilstand til en situation, hvor vi har et opsving. Derfor er det tæt på uforståeligt, at politikerne fortsat diskuterer dagpengeregler" siger han og fortsætter: "Der er virksomheder, der simpelthen har svært ved at få den arbejdskraft, som de har behov for, og det betyder, at der er mangel på arbejdskraft i nogle sektorer. Altså begyndende flaskehalse. Og det burde man fokusere på."

Dansk Industri repræsenterer 10.000 virksomheder i Danmark, og Jobindex lever som bekendt at af hjælpe virksomhederne med at finde arbejdskraft. Så jeg ringede til Dansk Industri i håb om at få en liste over virksomheder, der mangler arbejdskraft.

Jeg blev imidlertid lidt skuffet. Karsten Dybvad henviste til direktør for Løn og Arbejdsmarkedspolitik Steen Nielsen, der fortalte at Dansk Industri på grund af fortrolighed ikke kan komme med konkrete eksempler på medlemsvirksomheder, der mangler arbejdskraft her og nu.

Men han fastholder at de findes, og at mangel på arbejdskraft er et stort tema når man snakker med direktører fra industrien, og at vi er tæt på en situation, hvor der kan opstå mangel på arbejdskraft i industrien. Ledigheden blandt metalarbejdere er faldet til 3,5%, og i en ny undersøgelse blandt 1250 tillidsrepræsentanter fra Dansk Metal svarer 36%, at deres virksomhed har problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Og den seneste rekrutteringsundersøgelse fra Styrelsen for Arbejdskraft og Rekruttering viser at virksomhederne i 1. halvår 2014 rekrutterede forgæves til 9.200 stillinger, hvilket dog er 1/6 af niveauet i 2007, hvor der for alvor var mangel på arbejdskraft. Læs artiklen fra Politiken Læs rekrutteringsanalysen Læs analysen fra Dansk Metal

Samtidig har Dansk Industri selv lavet en undersøgelse om erhvervsklima, der viser at virksomhederne ikke er særligt tilfredse med de kommunale jobcentres service eller med kommunernes indsats for adgang til kvalificeret arbejdskraft. Her kan Jobindex til gengæld prale med, at 96% af kunderne er tilfredse med Jobindex, og at 97% af kunderne vil anbefale Jobindex til andre. Læs rapporten om Erhvervsklima fra Dansk Industri Læs kundetilfredshedsundersøgelsen fra Jobindex

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen