Jobsøgning i sommerferien

Hovednyheden i Børsen i går var at virksomhederne planlægger at ansætte flere medarbejdere. 28% af de store virksomheder regner med at øge antallet af medarbejdere de kommende 6 måneder, mens kun 18% regner med at have færre medarbejdere om 6 måneder. Resten af virksomhederne regner med et nogenlunde uændret antal medarbejdere, men det betyder at de genbesætter ledige stilliger, så de ansætter altså også. Det er første gang i to år, at der er flere virksomheder, der vil udvide end der er virksomheder, der vil indskrænke. Læs artiklen "Virksomheder ansætter igen" Der er med andre ord noget der tyder på, at en del virksomheder vil ansætte nye medarbejdere efter sommerferien. Men der er ingen grund til at vente til efter sommerferien, man kan sagtens søge jobbene allerede nu! Det kræver bare lidt arbejde.

Juli måned er faktisk et perfekt tidspunkt til at kontakte firmaerne. Der er ganske vist mange chefer, der er på ferie, men de der ikke er på ferie har god tid til at snakke med jobansøgere, fordi de har ikke så meget andet at lave.

Der er med andre ord ingen grund til at holde ferie som jobansøger. Ring til virksomhederne og find ud af hvilke medarbejdere, de skal ansætte efter sommerferien, og tilbyd at komme forbi til en samtale hvis der er et af jobbene, der passer. Det bedste er at ringe til en du kender i virksomheden, eller en som kender en du kender, men hvis du ikke kender nogen kan du altid ringe til receptionen eller til salgsafdelingen, de er ansat til at snakke med folk, og de ved hvilke afdelinger i firmaet, der måske skal udvide. Hvis man er heldig kan man på denne måde overhale de andre jobansøgere og få jobbet inden de slår stillingen op og får 3-400 ansøgninger! Læs artiklen "Jobsøgning i sommerferien"

Held og lykke med jobsøgningen i ferien!

Venlig hilsen Kaare Danielsen